Sola fides – Troen alene

En prædiken i forbindelse med Evangelisk Alliances bønsuge. Sankt Elisabeths Kirke i Holbæk, onsdag, den 11. januar 2017 kl. 19:00. Den skriftlige version her er delvis en redigering af den sagte, løse version.

”Hvad bliver der så af vores stolthed? Den er udelukket! Ved hvilken lov? Ved gerningernes? Nej, ved troens lov! For vi mener, at et menneske gøres retfærdigt ved tro, uden lovgerninger.” (Rom3,27-28)

Det burde give en guldmedalje for heltemodet. Tænk, at vove at foreslå en katolsk præst at holde en prædiken over emnet: ”Sola fides – Troen alene” i forbindelse med Evangelisk Alliances samling! På katolsk grund endda! Tak for dette mod, kære Ven (du ved, hvem du er). En katolsk præst ville måske kunne finde på at trække en tyk kodeksbog op fra skuffen og protestere (agere en slags ”katolsk protestant”): ”Gode lovgerninger også! Gode lovgerninger også!” Altså for at kunne blive frelst. Spøg til side.

Jeg er dybt taknemmelig for æren at kunne dele mine tanker om troen, endda ”troen alene” netop i den sammenhæng. Og jeg kan straks love, at den tykke kodeksbog med et utal af paragrafer, der beskriver lovgerningerne som nødvendighed til frelsen, heller ikke bliver brugt her.

Troen alene forskrækker mig ikke. Forhåbentlig heller ikke andre katolikker. I lang tid har vi måske haft alt for travlt med at tolke hinandens holdninger uden rigtigt at lytte til, hvad hinanden selv mente om dit og dat. Derfor har vi straks vurderet, at hinandens holdning naturligvis måtte være forkert. Nej, troen som sådan behøver ikke nogen supplementer. Af Guds nåde er den en tilstrækkelig gave til, at vi kan blive frelst. Den skal dog være hele sig selv (troen altså) og ikke kun sin amputerede udgave!

Se, vi lever i en tid, hvor vi skaffer os fladskærmede tv-apparater, smartphones og meget andet fladskærmet for at kunne betragte virkeligheden. Og den er aldeles ikke flad. Vi forventer, at de fladskærmede redskaber giver os et godt indblik i en dyb, flerdimensioners virkelighed. Troen er heller ikke flad. De ord, som beskriver den (ikke udelukket, at også de ord, der siges / skrives her), kan tit være overfladiske, direkte flade, men troen, den er dyb, flerdimensional.

Som udgangspunkt vil jeg gerne prøve at reflektere over to af dens dimensioner. Og da to dimensioner kan stadigvæk betyde: ”fladt”, vil jeg til sidst berøre en tredje én. Der findes sikkert mange andre.

Det er væsentligt at gøre sig bekendt med, at troen kan betyde: 1) at tro på én – i vor sammenhæng: at tro på Gud; og 2) at tro én – her: at tro Gud.

Grænsen imellem de to udgaver er ikke nødvendigvis skarp, derfor er denne refleksion heller ikke et dogmatisk forsøg på at definere noget, men et billede, som jeg håber, for det mindste kan gavne lidt.

At tro på én, at tro på Gud er den første dimension, jeg her ønsker at berøre. Den form for troen beskrives direkte af den definition, vi kender fra Hbr.11,1: ”Tro er fast tillid til det, der håbes på, overbevisning om det, der ikke ses.” Denne dimension af troen udtrykker en erkendelse af en virkelighed, som ikke kan ses. Den læner sig i en høj grad til tillid, til håb. Med andre ord er den en erkendelse af, at Gud findes, at Han åbenbarede både sit Væsen og sine planer med os for os. I tillid til Gud og Hans planer tror vi, at Han indgår en dialogens relation til mennesker. At Han elsker os, at Han ønsker det gode for os, at Han har styr på, hvordan det skal gøres, og at Han selv både garanterer og gennemfører i sin Søn det, der er nødvendigt for at vi kan frelses. At Han i sin Søn stiller sig selv til rådighed for at fuldføre sin frelsesplan. Denne dimension af troen er uhyre vigtig, og fortrøstningsfuld, ikke mindst i lyset af bevidstheden om, at vi mennesker ikke af os selv er i stand til at gavne os selv (hinanden) for at blive frelst.

Ud fra Guds vilje og kald til mennesker stopper vor tro ikke her. Den tillidsfulde tro fordrer et væsentligt skridt videre fra os, den fordrer kærligheden, som jeg her omtaler som ”at tro én – at tro Gud” (troens anden dimension). Begejstring for, hvad vi kan håbe på i forbindelse med Guds store kærlighed til os, får os til at fremelske det samme, som Gud elsker: Ham selv, Hans skabninger, Hans værdisæt. Og denne kærlighed er ikke kun (må ikke kun være) en deklaration, med noget, man praktiserer, om end man kommer til at kalde det ”gode gerninger” (forveksl det ikke med ”lovgerningerne”). En sådan tro får den troende til ikke at nøjes med at anekende en sandhed, håbe på det bedste for sig selv og kaste sig ned på sofaen og bestille ikke noget, fordi Gud ordner det alt sammen for mig. En sådan tro får den troende til at involvere sig. Af kærlighed. Og for kærlighedens skyld. En sådan tro får den troendes liv og gerninger til at afspejle glimtet af Kristi liv og Hans frelsende gerninger. En sådan tro bekræfter den paulinske lære om, at vi er Kristi Legeme (1.Kor.12,27) og derfor behøver det ikke (det bør ikke) være ligegyldigt for os, om det er Kristi gerninger, der sker igennem os, eller gerninger, som fornægter Kristi liv (fornægter troen) i os.

Når de to dimensioner af troen (1. den, der læner sig til håbet; og 2. den, der fordrer kærligheden) virkeligt finder plads i vor tilværelse, så kan vi være sikre på, at også den tredje melder sig på banen: 3. troens frugter. Disse vil finde deres fuldendelse, når vi ved opstandelsen tilslutter os de himmelske skarer og nyder frelsen ved at tilbede Gud på den mest perfekte måde. Men disse frugter må også gerne manifestere sig igennem vort jordiske liv. Ved en erfaring af, hvordan Gud i sin Søn Jesus Kristus forvandler os, så Hans billede malet i os kommer mere og mere frem, så det er mere og mere indlysende, at vi – også ved vor overgivelse os til Gud – mere og mere tilhører Ham, vor Skaber, Frelser og Helliggører.

Må vor tro altid være hele sig selv. Aldrig en amputeret udgave af sig selv. Hele troen er helt bestemt nok for os. I den frelses vi.

Læg en Kommentar