Sankt Ansgar, spil på trommer, fodtrin, som lyder herligt

På mit præsteseminarium har vi haft en gammel portør. Han var en tidligere franciskanermunk. Sammen med den hellige Maximilian Kolbe OFMConv. var han som missionær udsendt til Japan. Han forlod klosterlivet og vendte tilbage til Polen. Som en gammel mand og uden familie blev han tilbudt af netop mit præsteseminarium, at han gerne måtte være boende der. Jeg mindes ham, fordi festen for Sankt Ansgar – ikke mindst på baggrund af dagens første læsning – i den grad handler om fodtrinene, der lyder herligt.

Jan – det hed den gamle portør – ville ikke nøjes med blot at bo på præsteseminaret som gratist. Indtil det sidste ville han gøre diverse tjenester. Hans vigtigste opgave var at være en af portørerne. Men han nøjedes heller ikke med det.

På grund af sin alder og muligvis af andre årsager, der gjorde ham ret så skrøbelig, kunne han ikke sove særligt længe. De af os, hvis ører var ekstra følsomme over for det, der kunne høres udefra, blev næsten som en rutine dagligt vækket af ham op ved 4-tiden. Nej, han bankede ikke på nogens dør til dette formål. Det var hans fodtrins lyd udefra, der gjorde flere af os søvnløse tidligt om morgenen (for nogens vedkommende: helt midt om natten!), mens vor almindelige dag først startede så sent som halv seks. Jan var en ældre herre af den ældre dato. Prøvet af mange ting i sit lange liv accepterede han ikke, at de ting, der gik i stykker, simpelthen blot skulle erstattes af nye. Nej, han foretog selv reparationer af sine gamle støvler. Den ene af dem var fyldt med søm, som skulle holde støvlen sammen.

Mens han trak sine fødder på den betonbelagte grund udenfor vore værelsers trygge rammer, kunne man høre en speciel lyd. En slags trommeslagslyd. Tredelt. Den ene støvle lød lidt ”stumt”, som et slag i en lille tamtam. Den anden – den, der var fyldt med søm, som sædvanligvis stak med deres hoveder et par millimeter ud af støvlens underflade mod den belægning hans støvler betrådte, gav hver gang effekten af to ganges slag i tamburin eller i et mindre bækken.

Ih, hvor var jeg dog fristet hele tre gange, mens denne prædiken blev holdt i de tre vestsjællandske katolske kirker til at foretage en mundtlig præsentation af den lydeffekt, jeg her prøver at beskrive!
Men… måske sømmede det sig ikke at lade sømmene lyde igennem præstens mund netop i forbindelse med fejringen af den hellige Messe. Derfor undlod jeg det og efterlod forestillingen om lydeffekterne til de forsamledes musikalske fantasi (ligesom jeg nu efterlader det til læsernes musikalske fantasi).

Jeg kan love jer, at den umiddelbare konfrontation med Jans støvlers ”trommespil” ikke var noget, der kunne få os til at udbryde med et: ”Hvor herligt lyder budbringerens fodtrin!” Og de første tanker, man tit sendte til den gamle mand, mens man stadigvæk har været overmandet af søvnens døsighed, heller ikke var de kærligste af slagsen. Ikke ved 4-tiden! Ikke ”midt om natten!” for manges vedkommende. Men, når man efter at have gnedet sig lidt i øjnene, bragte sig selv ind i bevidstheden igen, blev man klar over, at Jans fodtrins lyd tidligt om morgenen / midt om natten var et vidnesbyrd om trofastheden, om den store kærlighed, han har haft til Gud, til Kirken, til os – seminarister. Hver dag tidligt om morgenen (midt om natten) skulle han lige tjekke, om alt var i orden: om ikke nogle ubudne gæster foretog sig noget hærværksagtigt på stedet; om vi – seminarister – efterlod alting i ordenen inden nattens komme, om der var noget, der skulle fejes, gemmes hen, lægges på plads… Ja, den efter søvnens døsighed genvundne bevidsthed kunne få os til at betragte Jans fodtrins lyd, som lydende herligt. Helt igennem gennemsyret af trofastheden, af kærligheden til Gud, til Kirken og til os – som om vi var hans børn, eller snarere børnebørn.

Vi ved ikke, hvordan Sankt Ansgars fodtrin lød. Vi ved ikke, om de blev modtaget med fornemmelsen af herligheden. Måske alligevel ikke helt. Han bragte den korsfæstede Herre med sig og skulle overbevise de erobringsglade vikinger til Ham som deres Konge! Historien siger, at ikke hele befolkningen faldt på knæ for Kristus ved Ansgars forkyndelse. Blot et lille mindretal af befolkningen. Hans fodtrins lyd blev ikke af alle modtaget som lydende herligt. Vi ved, at der skulle ca. et århundrede til, for at man kunne erfare, at de korn, han spredte over den danske jord, at de net, han kastede ud over den danske jord på Kristi vegne, bragte en imponerende frugt: Danmark blev et kristent land! Dog ikke i hans levedage.

Fodtrinene kan ikke sjældent lyde ens, eller næsten ens hos forskellige mennesker. Men de kan også lyde ganske forskelligt (hvis ikke af andre årsager, så for det mindste på baggrund af den frekvens, med hvilken man skifter skridt).

En budbringers fodtrin kan lyde sådan, så de straks vækker begejstring. Specielt, når man venter en kendt person, én, hvis tilstedeværelse man forbinder med muligheden for at blive beriget af vedkommendes ord. Hans / hendes fodtrin vil i så tilfælde altid lyde herligt.

En budbringers fodtrin kan også lyde som et spil på trommer: herligt, når man er til den rette koncert og musikoplevelse; ganske irriterende og forfærdeligt, hvis man modvilligt bliver udsat for at høre på det midt om natten, mens man prøver på at sove endnu.

Eller de kan også lyde, som man bankede søm ind i et stykke træ. Mere! – ikke ind i et hvilket som helst stykke træ, men ind i korsets bjælker. Endda igennem en menneskelig krop. Igennem Jesu Kristi hænder og fødder. Umiddelbart er ingen af de nævnte lyde noget, der vækker begejstring, fornemmelse af herligheden. De lyder tit af smerte, af uretfærdighed, af irritation, af menneskers synd. De fremkalder forargelse og andre former for afstand fra det, der umiddelbart opleves som dårskab. Men frugterne af, at Jesus er blevet korsfestet, får menneskers visdom (hvis den kun begrænser sig selv til netop at være menneskers alene) til at blegne. Og vi stilles over for Kristus den korsfæstede – Guds kraft og Guds visdom, vor Frelser. Først og fremmest er det Hans fodtrin, der lyder herligt, fordi de igennem smerten, forargelsen, fornemmelsen af dårskab forkynder os fred, bringer godt budskab og forkynder frelse.

Der er en smuk samhørighed imellem brudbringerens fodtrins lyd, og det budskab, han / hun bringer. Der findes en smuk samhørighed imellem det budskab, som budbringeren bringer og DEN Person, som sender budbringeren med sit budskab.

Derfor for at kunne få sine fodtrin til at lyde herligt, bekræftende, livsgivende, er det nødvendigt først at lade sig selv gribe af Kristus i de net, som Hans udsendte menneskefiskere kaster ud i dybet. Det er nødvendigt at lade sig fylde af Hans ord, det vil sige af Hans liv; at lade sig præge, ja direkte forme af Hans ord og liv og give Ham lov til at sende os, hvor Han vil – alt efter det kald, vi hver især har.

Ikke sjældent kan vi opleve os selv (eller også andre) søge at komme ud af Hans net, som om de var noget, der begrænsede vor frihed. Det at befinde sig i Hans net kan tit forekomme os frihedsberøvende, irriterende som et trommespil midt om natten. Men, når man genvinder bevidstheden om, at Han bringer os et budskab om, at Guds Rige er kommet nær til os, så genkender man den rette status: at netop disse net giver os selve friheden; at Hans fodtrin lyder herligt, skønt til en vis grad udfordrende.

At blive betaget af det, Kristus byder os på, bør gerne kunne bringe os videre til at leve i kraften af det, handle derefter og dele denne både betagelse og opfordring til handling med andre. Omvendelsen, den generelle og den daglige er en væsentlig ingrediens af denne proces:

”Tiden er inde, Guds Rige er kommet nær; omvend jer og tro på Evangeliet!” (Mark.1,15).

Frugterne? Vi må gerne bede om dem, om glæden ved at kunne erfare dem allerede her og nu. Får vi dem ikke at se her og nu, må vi stole på, at Gud har sin plan, som Han sikkert kommer til at realisere. Måske ved ikke at lade os se frugterne af vort forsøg på at kaste Herrens net ud i dybet (vi er alle i kraften af dåbens sakramente kaldede til på forskellige måder og i forskellig grad at være menneskefiskere) beskytter Gud os mod en forkert stolthed kaldet hovmod. Måske hjælper Han os derigennem, at vi i stedet er stolte af Jesu Kristi kors; af Ham selv som den Korsfæstede.

Nej, man skal ikke blive ligeglad med, at mennesker af vor tid ikke tager imod det budskab, som vi med vore fødders klang prøver at bringe til dem. Samtidig må vi stole på, at Gud ikke lader vore oprindelige anstrengelser gå til spilde.

Læg en Kommentar