Et godt ønske

En refleksion på baggrund af prædikenen til 6. Almindelige Søndag A. Vestsjælland 2017

”Gid du blev bedre til at holde Guds bud!” Hvor mange af os har hørt et sådant ønske til fødselsdag, til nytår, til andre lejligheder? Hvor mange af os har fundet på at ønske det samme for andre personer? Det opleves straks ret så kompliceret af flere årsager. Bl.a.:

1. Janteloven melder sig straks på banen: ”Hvordan kan du tillade dig det? Tror du, der er noget, der berettiger dig til det? Tror du, du er bedre end jeg?”
2. Vi undlader at ønske det ovennævnte hinanden, fordi det i en alt for høj grad kan virke, at man måske antyder noget.
3. Adressaten for et sådant ønske ville måske have det, som man har begået et overgreb mod ham / hende. En uhyggelig situation at skulle blive stillet for!
4. Det er uhyre ubekvemt at rette et sådant ønske mod nogen, specielt hvis man ved, at man heller ikke selv er i stand til at holde Guds bud helt perfekt.
5. Vi bryder os ikke om, at nogen moraliserer over for os, og heller ikke om at moralisere over for andre. Vi foretrækker i det hele taget en ikke moraliserende Kirke. Den virker ikke så omfavnende, hvis den altså moraliserer.
6. Vi tænker tit: ”Hvem har givet mig / dig ret til at moralisere?” ”Har Kirkens folk (biskopper, præster) ikke alt for tit urent mel i munden?” ”Har Kirken ikke mistet sin ret til at belære om moralen?”
7. …

Og sikkert mange andre årsager.

Til gengæld:

”Du må have et lykkebringende nyt år!” ”Held og lykke i fremtiden!” ”Du må have et lykkeligt liv!” Ja, sådan et ønske har vi i princippet ikke noget problem med. Det skaber straks en god relation (også den øjeblikkelige relation) imellem den, der ønsker og den, der ønskes. Vi har nok alle prøvet begge dele.

Hvorfor blander jeg de to forskellige, på overfladen intet til fælles havende situationer om at ønske hinanden det ene eller det andet sammen?

Det skyldes udsagnet, der er taget fra dagens Vekselsang i skikkelse af Davids Salme 119:

”Lykkelig den, hvis færd er fuldkommen,
og som vandrer efter Herrens lov.
Lykkelig den, der overholder Hans formaninger
og søger Ham af hele sit hjerte.” Sl.119,1-2

Ja, forfatteren til denne Salme definerer lykken på en usædvanlig måde: lykken er en efterlevelse af Guds fuldkomne lov. Hvorfor? Fordi Guds lov ikke er paragrafer, men en kærlighed, som appellerer til menneskets frihed og ansvarsbevidsthed. Og i denne lov giver Gud os livet, ja, sig selv.

Sirak – forfatteren til denne søndags første læsning (Sir.15,15-20) – tillægger den enkeltes valg en stor vægt:
”Hvis du vil, kan du holde budene,
at vise troskab er et spørgsmål om at vælge.” Sir15,15

Et effektivt valg om at følge Guds bud er sikkert muligt takket være Guds nåde; i dens kraft er vi i stand til at udfordre os selv ved det knap så bekvemme ved budene, men det er kun os, der kan træffe en sådan beslutning. Ingen andre kan gøre det for os.

I hvilket omfang bør vi opfylde Guds bud? Kan vi tillade os at nøjes med den light(e) udgave, eller skal vi gå dybere til værks?

I sin Bjergprædiken lyder Jesus ganske klart:

”I har hørt, at der er sagt til de gamle:… Men JEG siger jer…” / Matt.5,17-37.

Hans radikalisme ved udlægningen af budene i forhold til Det Gamle Testamentes tolkning af dem er ikke en afvigelse fra det, man ville kalde ”Guds kærlighed”, Guds barmhjertighed”. Tværtimod! Den er netop et udtryk for Guds kærlighed. For Guds barmhjertighed. Guds kærlighed (og Guds barmhjertighed – den særlige udgave af kærligheden) er ikke det samme, som at klappe en kat, der sidder på ens skød til den falder i søvn. Guds kærlighed er at gøre os levende, aktive i at tage imod livet og dets udfordringer.

I denne søndags tekst fra Mattæus` Evangelium (Matt. 5,17-37) tager Jesus fat i menneskets forhold til livet og døden: det enkelte menneskes liv og død og den mest vidunderlige menneskelige forenings liv, som gør to (en mand og en kvinde) til ét legeme. Begge former for livet er højt opskattet af Gud. Overgreb på begge nævnte former for livet betragter Gud som en alvorlig uorden, ja en forbrydelse. Ifølge Jesus er det ikke nok, at man fysisk undlader at slå et menneske ihjel, at man fysisk undlader at forføre en anden mands hustru (en anden kvindes mand). Jesus ser ikke kun på overfladen, som tydeligt er i stand til at udtrykke sig udad til. Han begrænser sin vurdering ikke kun til det, hvad menneskets visdom er i stand til at bedømme (på overfladen). Han anvender den guddommelige visdom, som rækker dybere, ind i menneskets hjerte, gransker menneskets hjertes tanker og ord. Drabet på en enkelt person / på ægteskabet (ved ægteskabsbrud) kan ske allerede i hjertet. Derfor er Jesus yderst ubekvemt (ubekvemt også for mig!) radikal i sine forventninger. ”Og Jeg siger jer… den, der bliver vred på sin broder… den, der kaster et lystent blik på sin næstes hustru”… har allerede udrettet en skade. Og den form for skade slår i den sidste ende først og fremmest den, der begår den.

Den i dag moraliserende Jesus (og ikke den, der ville nøjes med at ”ae os ind i søvn, som vi klapper en kat, der sidder på vort skød”) er en udfordring for os: for den enkelte person, for hele Kirken, for hele menneskeheden. I begge retninger: både i det, hvordan vi selv skal efterleve Guds bud og i det, hvordan vi: Kirken, men også som den enkelte biskop, præst, enhver troende kristen skal hjælpe hinanden med at overholde Guds bud.

Det første (at efterleve Guds bud) burde vi alle prøve efter vore bedste evner, vel bevidste om, at Gud giver os den rette rustning dertil – det er jo vor pligt at tage ansvar. Kan vi også tillade os det andet (at opmuntre andre til det samme, at være på en måde ”moraliserende” over for andre)? Specielt, når vi ved, at vi ikke altid selv er i stand til at holde alle Guds bud på den perfekte måde? Ja, det kan vi sagtens og det skal vi – ikke ud fra overbevisningen om, at jeg ved bedre, jeg gør det bedre end du, men i ydmyghed og ud fra en stor kærlighed og et lige så stort mod til at trodse den moderne tendens: ”Jeg må helst blande mig udenom.” Den enkeltes ret, ja hele Kirkens ret til at minde os om, at Guds bud skal efterleves, er samtidig vor pligt. ”Ja, men Kirkens forkyndere er selv alt for tit ikke i stand til at efterleve det, de forkynder!” Rigtigt nok, og det er tit beskæmmende. Uden at række mod andre, så ser jeg først og fremmest på min egen ufuldkommenhed i den forbindelse. Men omvendt, prøv at forestille jer, hvilket Evangelium Kirken ville have forkyndt, hvis den kun prædikede det (af moralen), som dens folk absolut er i stand til at efterleve? Det ville være et uhyre fattigt evangelium, berøvet den guddommelige kraft, visdom og sandhed. Et menneskeskabt evangelium, som udelukkende bygger på menneskers kraft, visdom og en såkaldt sandhed. Det vil sige: intet Evangelium! Jesu Kristi Evangelium udfordrer os, så vi mindes, at vi ”ad maiora nati sumus! – at vi er født (og skabt) til højere ting!” Vi er skabt i Guds billede, så vi ligner Ham!

At ønske, at vedkommende person, må blive bedre til at overholde Guds bud, er i den sidste ende det samme, som at ønske én et lykkeligt liv. Det er det, salmisten påpeger i Salme 119 – for hvem kan være mere lykkelig, end den, der elsker det samme, som Gud elsker og afskyr det samme, som Gud afskyr?

Når I fremover ønsker mig alt det bedste, eller lignende, så må I gerne ønske mig, at jeg må blive bedre til at overholde Guds bud. Jeg håber ikke, jeg bliver fornærmet. Jeg satser på at være taknemmelig.

En tanke på “Et godt ønske

Læg en Kommentar