Vidste I, at?…

… fastetiden ikke altid varede 40, men både 2 og 7 dage…

Påskens mysterier – Jesu Kristi frelsende død og Hans herlighedsfulde opstandelse har fra begyndelsen af været centrum i Kirkens liturgiske fejring og forkyndelse. Op til det II århundrede var det Kirkens praksis at fejre Påsken hver uge (på en måde også den dag i dag er hver søndag en slags afglans af Påskedagen). Men først i det 2. århundrede blev der udtaget en særlig Påsketid ud af hele det liturgiske år.

Straks genkendte man behov for en forberedelsestid.

Ifølge Tertullian (ca. 160 – 226) praktiserede nogle kristne i Afrika kun to dages faste: Langfredag og Påskelørdag. Denne praksis knytter sig til Jesu reaktion på den store forargelse, Han mødte hos dem, der kritiserede Hans disciple for, at de undlod at faste, mens både farisæernes og Johannes Døberens disciple fastede: ”Jesus svarede dem: »Kan brudesvendene faste, mens brudgommen er sammen med dem? Så længe de har brudgommen hos sig, kan de ikke faste. Men der kommer dage, da brudgommen er taget fra dem, og den dag skal de faste.«” Mark2,19-20.

De afrikanske kristne fra Tertullians tid fastede netop de dage, hvor Brudgommen var taget fra dem. Deres faste var derfor først og fremmest en sorgens tid efter Jesu død. Men den var også en håbefuld forventning på den herlighedsfulde opstandelse.

Allerede i det tredje århundrede blev fastetiden forlænget til en hel uges varighed.

Et århundrede til og så har vi 40 dages fastetid (dette bekræftes bl.a. af Skt. Hieronymus /347-420/).

For at kunne fremme fastetidens fordybelse indførte pave Gregor den Store (ca. 540 – 12. marts 604) en ”før-fastetid”, som inkluderede tiden omkring ”Søndagen 70 dage før Påsken”, ”Søndagen 60 dage før Påsken” og ”Søndagen 50 dage før Påsken.”

I Oldtiden var tallet 40 (græsk – her stavet med latinske bogstaver – ”tesserakonta”) en fortegnelse for den tid, der er brug for, for at kunne opnå modenheden. Ellers henvises der til en række Bibeltekster, hvor tallet 40 spiller sin rolle (både i den bogstavelige og i den overførte betydning):

– den regn, der i Noas tid gav vanfloden, varede 40 dage og 40 nætter;

– Moses tilbragte 40 fastende dage og nætter på Sinaj Bjerget, før han modtog tavlerne med De 10 Bud;

– 40 år vandrede israelitterne igennem ørken på deres vej til det forjættede land;

– Goliat plagede israelitterne igennem 40 dage, til han blev besejret af den unge David;

– Lige så mange år regerede kong David over Israel;

– profeten Elias vandrede i 40 dage mod Horeb Bjerget i kraften af den brød og det vand, han en gang fik fra en engel ude i ørkenen;

– påvirket af Jonas` forkyndelse fastede Nineva i 40 dage;

– 40 dage fastede Jesus ude i ørkenen;

– 40 dage viste Han sig for disciplene efter Sin opstandelse…

Samtlige ”40-tallets” situationer var en slags modnings- og renselsesproces. Måske siger det noget om, hvad vi skal bruge fastetiden til?

En tanke på “Vidste I, at?…

Læg et svar til Karen Annuller svar