En sag om de heldigt uheldige, om de uheldigt heldige og om de uheldigt uheldige heldige.

Forberedelsen til denne prædiken sendte mig først på en rosenkrans tur ud i byen. Sådan en tager lidt længere tid end som sådan, for når jeg mener ”rosenkrans tur”, mener jeg hele Rosenkransen med samtlige sine offentligt kendte dele og mysterier og ikke kun noget af den. Undervejs (ikke udenom relationerne til den 4. Søndag i Fastetidens Bibeltekster; året A) blev jeg inspireret til at komme forbi den lokale synoptiker og ”bringe” mine fysiske øjne til eftersyn. Jeg burde helst på forhånd have aftalt min ankomst, men jeg blev alligevel modtaget efter nogle få minutters ventetid. Mine åndelige øjne eftersynes til gengæld et par andre steder, bl.a. i skriftestolen, og skønt hos synoptikeren drejede det sig ikke om dem, så gjorde det ikke noget, at vi pludselig kom til at tale om en omfattende behandling af diverse former for blindhed. Ikke alene den fysiske af slagsen!

Denne søndags Guds Ord stiller os over for forskellige mulige synsudfordringer, hvor der tit eksisterer et behov for en læges indgreb. Og det er ikke kun de bibelske skikkelser, der er hovedpersoner her. Det er vi, Kirken af i dag, de enkelte kristne af i dag også.

Den første gruppe repræsenteres af den blindfødte mand fra Johannes Evangelium (Joh.9,1-41). Både ham selv og ham lignende omtaler jeg her som de ”heldigt uheldige”. Manden er uheldig ved at være blind, men han er heldig nok til at være klar over sin blindhed. Dette giver ham anledning til selv at opsøge behandlingsmulighederne. Han har hørt om Jesus, om Hans mirakler, derfor i sin begyndende tro henvender han sig til Nazaræeren. Og hans øjne bliver åbnet. Dog ikke kun hans fysiske øjne. Mødet med Jesus giver ham straks anledning til at vidne om Ham. Ikke med det samme fattede han, hvem Jesus egentligt var. Derfor omtalte han ham som (kun) en profet, i hvert fald én, man kunne stole på. Først ved det næste møde med Jesus lærte han, at hans Velgører ikke kun var en profet, men endda Menneskesønnen – Guds og menneskets Søn, Frelseren. Helbredelse af hans fysiske øjne blev for ham en øjenåbner i den åndelige forstand. Nu var han klar til at se mere og forkynde det ”mere”, skønt han netop ved dette risikerede at blive udstødt af synagogen. Sammen med den blindfødte mand erfarer mange andre af de ”heldige uheldige”, at Jesus giver dem langt mere, end det, de beder Ham om.

Og så er de ”uheldigt heldige”. De er heldige, fordi deres syn i den fysiske forstand ikke fejler noget. De kan i en høj grad betragte sig selv som seende. Men de er også uheldige, fordi de alligevel bærer på en blindhed, de ikke er klar over, og derfor ikke i stand på eget initiativ at opsøge en læge. Til denne gruppe, under forskellig grad, hører både Samuel og Isaj (kong Davids far), samt Apostlene og farisæerne.

Først Samuel. Han sendes af Gud til Betlehem, hvor han skal opsøge en vis Isaj og salve en af dennes sønner til konge over Israel. Til dette formål pålægges han at fylde et horn med olie. Olien skulle først og fremmest bruges på den udvalgte nye konge, men den kom også selve Samuel til gavn. I Biblens tradition – og denne tradition blev på en uddybende måde medtaget i Kirkens praksis – er olien et billede på Guds kraft, på Guds Ånd, på Helligånden. Sauls blindhed – til at starte med – udtrykker sig ved, at han bedømmer mennesker ud fra menneskelige præmisser. Derfor virker han parat til at selve Isajs ældste søn, Eliab til konge. En sikkert oplagt kandidat: den ældste, den mest erfarne, muligvis velvoksne, den mest vante til at lede andre (hvis ikke andre, så i hvert fald sine brødre)… Men Gud ”lader olien virke” på Samuel: i Sin Helligånd gør Han ham opmærksom på det følgende: ”Se ikke på hans udseende og højde; ham forkaster jeg, for det drejer sig ikke om det, mennesker ser på; mennesker ser på det, de har for deres øjne, men Herren ser på hjertet.” (1.Sam16,7). Så blev Samuels øjne åbnet. Han har været en af de ”uheldige heldige”; han kendte ikke til sin blindhed, men han var åben for at opdage den og få den behandlet. Det skete så for ham.

Isaj. En stolt far til hele 8 sønner! Han kender dem – tror han – bedst. Han ved – tror han – hvem af dem egner sig bedst til at være konge over Israel. Men intet går, som han havde forestillet sig. Heldigvis var han også åben for at opdage sin blindhed og for at få den behandlet.

Apostlene. De færdes sammen med Jesus. De har efterhånden lært en hel del af Ham. Men de er også de ”uheldige heldige”. De tror, de kan se, derfor dømmer de straks: ”Nogen har måttet synde, siden manden er blind fra fødslen af.” Det eneste spørgsmål, de har tilbage, er: ”Hvem har syndet, han selv eller hans forældre, siden han er født blind?” (Joh9,2). Sådan var den almindelige opfattelse: den, der bærer på en alvorlig sygdom, må være belastet af mindst en lige så alvorlig synd (enten én selv, eller ens forældre). Apostlene er de seende, som alligevel er ret så blinde. Men heldigvis er de ligesom Samuel og Isaj åbne for at opdage deres blindhed og tager straks imod behandlingen, en behandling som igen (og igen) åbner deres hjerters øjne: ”Jesus svarede: »Hverken han selv eller hans forældre har syndet, men det er, for at Guds gerninger skal åbenbares på ham.»” (Joh9,3).

Men iblandt de ”uheldige heldige” som ved udgangspunktet ikke er klare over deres blindhed finder vi også dem, der måske kunne beskrives så indviklet som: ”uheldigt uheldige heldige”. Farisæerne. De tror, de kan se, derfor er de syndfrie. De ved, hvem der har syndet, tror de: Den blinde, fordi han er født blind! og Jesus, fordi Han har brudt sabbatten! De tror, de er heldige, fordi de tror, de er seende og uden synd. De føler ikke, de har brug for en læge. Nej, man skal ikke forvente, at de selv ville finde på at opsøge lægen! Derfor er de dobbelt uheldige i deres ”held”: de er blinde og de ved ikke, at de er blinde. En læges indgreb ser de straks som et overgreb, som skal modsvares med en uskadeliggørelse af lægen. Den tristeste form for at være blind! Den eneste trøst for dem (når de en gang alligevel opdager behov for den trøst) er, at Jesus også er kommet til sådanne mennesker som de. Og, at de måske også opdager, hvad der skal opdages. Måske i sidste livsøjeblik.

Hvem af de forskellige blinde er jeg? På mig selv kan jeg mærke, at jeg er en blanding af dem alle sammen.

Sommetider finder jeg mig selv som den blindfødte, som straks kender mine egne skavanker og er villig til at sende mine øjne til eftersyn og få dem behandlet (også i den åndelige forstand). Af og til er jeg ligesom de ”uheldige heldige”, som lader til at være heldige nok til at kunne se, men viser sig alligevel blinde – dog åbne for Ekspertens diagnose og parate til at lade sig behandle.

Desværre genkender jeg også hos mig selv den tredje gruppe, hvor jeg absolut tror, at det er de andre, som der er problemer med. Ikke med mig. Derfor kan diagnosen – når den endelig har nået min bevidsthed og er blevet modtaget af mig – virke smertefuld. Men trøsten er, at Jesus også er kommet til mennesker som jeg i denne min udgave.

En tanke på “En sag om de heldigt uheldige, om de uheldigt heldige og om de uheldigt uheldige heldige.

Læg en Kommentar