P.S.

… betyder først og fremmest ”post scriptum (dansk stavemåde: postscriptum) – efterskrift”. I det her indlæg drejer ”PS” sig ikke om at komme med supplerende bemærkninger til nogen en af mine tidligere tekster. ”PS” står her – om man kan lide det eller ej – for ”Post Skærtorsdagen”.

Den første dag i det hellige Triduum Paschale hører utvivlsomt til den gruppe af dagene, som både liturgisk og i det hele taget indholdsmæssigt har mest at tilbyde. Ikke mindst fordi vi denne dag / aften mindes, at Jesus spiste Den Sidste Nadver sammen med sine disciple, og at Han mente noget ganske specielt ved dette Festmåltid. På en måde er Skærtorsdagens forløb i Nadversalen en slags ”sakramente” for hele Jesu frelsegerning. ”At mindes” i den sammenhæng er ikke kun ”at erindre begivenheden”, men udover det at gøres særligt delagtige i den. Indstiftelse af både Eukaristiens og Ordinationens Sakramenter spiller her en væsentlig rolle.

Med til Skærtorsdagens liturgi hører oplæsningen af et afsnit fra Johannes beretning om Den Sidste Nadver (Joh 13,1-15). Beretningens umiddelbare hovedtema – fodtvætningen – kan måske overraske, fordi den ikke så direkte som hos de synoptiske Evangelister peger på netop indstiftelsen af Eukaristien. Tænk: På en så vigtig dag i kirkeåret vælger Kirken at servere os en tekst, som udover en belæring om den almindelige gæstfrihed (i Jesu tid at tilbyde gæsterne fodvask var ret så almindeligt, men man havde hustjenere til denne opgave) og om en ægte næstekærlighed, som går ud på, at man er villig til at tjene hinanden, ikke byder på noget, som mere direkte har med vor frelse at gøre.

Eller er meningen med at vaske disciplenes fødder alligevel dybere? Med glæde har jeg kunnet konstatere, at det er blevet mere og mere udbredt, at der tilbydes fodtvætning i flere og flere kirker under Skærtorsdagens liturgi. Jeg husker ikke noget tilsvarende fra min barndomskirke.

Fra Johannes` beretning lægger man generelt mærke til:

”så rejser Jesus sig fra bordet og lægger sin kjortel, tager et klæde og binder det om sig. Derefter hælder Han vand op i et fad og giver sig til at vaske disciplenes fødder og tørre dem med klædet, som Han havde bundet om sig.” (Joh.13,4-5).

Desuden lægger man også mærke til det følgende:

”»Forstår I, hvad Jeg har gjort mod jer? I kalder Mig Mester og Herre, og med rette, for det er Jeg. Når nu Jeg, jeres Herre og Mester, har vasket jeres fødder, så skylder I også at vaske hinandens fødder. Jeg har givet jer et forbillede, for at I skal gøre, ligesom Jeg har gjort
mod jer. «” (Joh.13,12b-15).

De to citater giver på overfladen en anledning til udelukkende at tolke Jesu intention med fodtvætning som blot et godt eksempel på værtens velopdragenhed og en opfordring til at udøve en tjenstvillig, ja direkte en tjenende næstekærlighed. Sådan noget kan med rette erstattes med at tilbyde gæsterne at få deres jakker hængt op på krogene, at give dem bøjler eller blot at vise dem, hvor disse findes i huset. Mente Jesus virkeligt kun det? Mener Kirken, at det er det vigtigste, den kan tilbyde på en sådan aften? Hvis ja, så måske kunne man – i stedet for Johannes` skildring af Den Sidste Nadver – nøjes med at læse et eller andet ”Den gode opdragelses ABC”. Uden at movere sit korpus ud af sin sofa.

Eller er meningen med fodtvætningen alligevel dybere? Det, der tit overses ved kun at støtte sig til de oven citerede udtalelser af Jesus, lyser ganske klart igennem et tit overset detalje: Jesu samtale med Peter.

”Han kom så til Simon Peter, og Peter sagde til Ham: »Herre, vasker Du mine fødder?« Jesus svarede ham: »Hvad Jeg gør, fatter du ikke nu, men senere skal du forstå det.« Peter sagde: »Aldrig i evighed skal Du vaske mine fødder.« Jesus svarede: »Hvis Jeg ikke vasker dig, har du ikke lod og del sammen med Mig.« Simon Peter sagde til Ham: »Herre, så ikke kun fødderne, men også hænderne og hovedet!« Jesus sagde til ham: »Den, der er badet, behøver ikke at få vasket andet end fødderne, men er ren over det hele.« Og I er rene; dog ikke alle.« Han vidste nemlig, hvem der skulle forråde Ham; derfor sagde han: I er ikke alle rene.” (Joh.13,6-11)

Kan man forestille sig i dag, at hvis en Jensen eller Bienkowski ville nægte værten at gøre en værts tjeneste (at hænge hans jakke op, at vise ham bøjlernes placering,…), så ville det straks medføre en udvisning af gæsten fra den gode vennekreds / fra festlighederne? Blot fordi gæsten – i sin ydmyghed, eller også for ikke at gøre værten ulejligheden ellers ville selv ønske at klare opgaven? Nej. Det burde være usandsynligt.

Der må være noget mere – både ved Jesu handling og ved konsekvenserne af den. »Hvis Jeg ikke vasker dig, har du ikke lod og del sammen med Mig.« (v. 8b); og »Den, der er badet, behøver ikke at få vasket andet end fødderne, men er ren over det hele. Og I er rene; dog ikke alle.« Han vidste nemlig, hvem der skulle forråde ham; derfor sagde han: I er ikke alle rene.” (v. 10 og 11)

Jeg tror næppe, at det kun skulle dreje sig om, at Judas var den eneste, som glemte at tage bad, inden han ankom til Den Sidste Nadver. Med andre ord – som det også påpeges af Evangelisten – Jesus taler her ikke om fysisk urenhed! Derfor reagerer Han så insisterende på Peters forsøg på at aflede Ham fra foretagendet.

Hvorfor valgte Jesus at vaske sine badede disciples fødder? Hvorfor insisterede Han så kraftfuldt på, at det, Han havde tænkt sig at gøre for Peter, var nødvendigt? Er det kun, fordi Han har krav på at agere den gode vært? Nej. Skærtorsdag mindes vi indstiftelse af to sakramenter: Eukaristien præsenteres mest direkte igennem liturgiens to øvrige Bibeltekster: 1. fra 2.Mos.12,1-8.11-14 og 2. fra 1.Kor.11,23-26. Jeg understreger: mest direkte. Ordinationens sakramente lyser mere direkte fra liturgiens anden læsning (1-ste Korinterbrev) og fra Evangelieteksten.

Jesus optegner præsternes væsentligste opgave – udover forkyndelsen: at sørge for den rette føde for de troende; at øge de troendes tal. Denne opgave – i den egentlige forstand: Kristi gerning gennemført ved præsterne – kan sammenfattes med: at tilbyde de udøbte det livsgivende bad – dåbsbadet, og at vaske fødderne på dem (på os alle sammen), som i kraften af dåbens sakramente godt nok er rene, men har løbende erfaret (altså efter dåben), at deres (vore) fødder er blevet snavset til, det vil sige at man har syndet. Mon ikke jeg her har lyst til at skrive: at vaske folks fødder – at være til rådighed ved skriftemål? Udover den ønskede næstekærlighed og den almindelige gæstfrihed?

Læg en Kommentar