“Hils hinanden med et helligt kys!” – en refleksion i anledning af højtiden for Den Hellige Treenighed

Den Hellige Treenighed er et mysterium. Det allerstørste af alle mysterierne. Hvor bør vi dog være taknemmelige for, at vi ved Guds åbenbaring har fået noget et indblik i Treenighedens væsen! Men, når vi prøver at reflektere om Treenigheden, så havner vi ofte et eller andet sted imellem forskellige billeder, som til en vis grad hjælper os med at formulere vore tanker.

Mange kender den irske historie om Skt. Patrick og hans anvendelse af en trekløve som et billede på Én Gud – Tre Personer. Sikkert også mange har kendskab til Solens symbolik som et forsøg på at beskrive Treenigheden (selve Solen som et billede på Faderen, der sender sine stråler – et billede på Sønnen, og at dette alt sammen giver os både lys og varme – et billede på Helligånden). Eller også en så enkel figur som en trekant kan være.

Alle disse tre billeder har noget at fortælle om Den Treenige Guds væsen. Men i denne weekends fejring af Trinitatis Søndag har jeg ikke tænkt mig at bruge nogen af dem i min refleksion. Jeg har fast besluttet mig på at hente et billede, et enkelt ord fra denne fests Bibeltekster.

Det letteste ville være at gribe til ordet: ”Kristus” – denne Guds Søn, som er fyldt med Helligånden (f.eks. Luk.4,18), og som forsikrer os om, at ”Den, der har set Mig, har set Faderen.” (Joh.14,9). Mere behøver vi ikke.

Man kunne også med rette anvende ordet ”kærlighed” – det optræder direkte i dagens 2. læsning (2.Kor.13,11-13) og indirekte i dagens Evangelium, hvor kærligheden udtrykkes ved: ”Således elskede Gud verden, at Han gav Sin enbårne Søn,…” (Joh3,16).

Men til min egen overraskelse følte jeg mig inspireret til at vælge ordet: ”Kys”.

Kys kan være forskellige ting. Det kan være svigt, ja direkte forræderi – ligesom Judas` kys. Det kan endvidere være et udtryk for en stor dosis af egoisme, hvor det eneste, der tæller, er at kunne stille ens eget begær, hvor et andet menneske kun ”bruges” som et redskab for at tilgodese ens egne behov.

Derfor er ingen af disse kys billeder på Den Treenige Gud (egentligt vil jeg snarere bruge ordet ”kys” som et udtryk på relationerne med Treenigheden og ikke direkte som et billede på Treenigheden). Men altså ingen af de indtil videre nævnte kys kan bruges her.

Hvilket, eller hvilke kys så? Mens Skt. Paulus nærmer sig afslutningen på sit Andet Brev til menigheden i Korinth, formaner han adressaterne med bl.a. følgende ord: ”Hils hinanden med et helligt kys!”(2.Kor13,12).

Ja, det skal være et helligt kys. Et sådan et kan være et tredobbelt billede på relationerne imellem Den Treenige Gud og os.

1. Først forældrenes og børnenes indbyrdes kys. Fra forældrenes side er det et udtryk for, hvor højt de elsker deres børn, en forsikring om, at de er deres børns tryghed og alt det bedste, mennesker kan give hinanden. Børnenes kys givet deres forældre er et udtryk for, at de nærer den største tillid til deres forældre og gengælder deres kærlighed. Dette kys – imellem forældre og børn – er et billede på Gud Faders kys udvekslet med hver enkelt af os. Dette kys blev givet os i det øjeblik, hvor Gud Fader skænkede sig første tanke om (hvis man her i det hele taget kan tale om tiden), at Han i Sin kærlighed ønsker at skabe os. Dette kys får de smukkeste dimensioner, når vi ser det som en virkelighed, der formidles ved, at ”Således elskede Gud verden, at Han gav Sin enbårne Søn,…” Og sammen med Sønnen sendte Han os Helligånden. Dette kys genkendes ganske særligt ved, at vi drages ind i Guds hellige, frelsende mysterier igennem deltagelse i Jesu lære, kors, død og opstandelse.

2. Kys imellem to forlovede og ikke mindst imellem to ægtefæller. Ja, det er også et helligt kys, om end det kan være forbundet med den enestående form for begær. Men her er begæret ikke egoisme, men en del af den enestående kærlighed, som forener to elskende. Som fortæller: ”Hele jeg tilhører dig og hele du tilhører mig.” Igennem dette kys giver de to elskende sig selv til hinanden og modtager hinanden. Dette kys medvirker ved skabelsen af nye mennesker. Det afbilleder de to enestående Elskendes indbyrdes relationer: imellem Brudgommen – Kristus og Hans Brud – Kirken. Af dette ”kys” – af denne kærlighed blev alle kristne født igennem dåbens sakramente. ”Vi blev altså begravet sammen med Ham ved dåben til døden, for at også vi, sådan som Kristus blev oprejst fra de døde ved Faderens herlighed, skal leve et nyt liv.” (Rom6,4)

3. Kys imellem søskende og egentligt også imellem venner kan / bør også være et helligt kys. Det udtrykker venlighed, kærlighed, velvilje… Det udtrykker, at man har meget til fælles: fælles glæder, men også fælles sørger, at man ønsker at værne om hinandens vel, at man kan regne med hinanden. Som en familie, et enestående fællesskab, som alene kan skabes ved ”et kys” fra Helligånden. Dette kys tildeles hver enkelt af os og os som fællesskab. Helligånden forener Faderen og Sønnen i den perfekte enhed. Og Helligånden drager os ind i en tilsvarende enhed med hinanden. Mere: Helligånden placerer os et sted, som gør, at vi er en del af den enhed, som Faderen og Sønnen og Helligånden deler med hinanden.

Imens jeg skriver om de tre dimensioner af et helligt kys, som udtrykket for relationerne mellem Treenigheden og os, er jeg ganske klar over det, jeg i denne weekends forløb hele tre gange har fået lov til at synge fra festdagens Messes præfation: ”Thi hvad vi ved Din åbenbaring tror om Din herlighed, det tror vi om Din Søn, det tror vi om Din Helligånd uden nogen forskel.” Derfor er den ovenstående refleksion ikke et for enhver pris forsøg på at udmønte forskelle mellem Faderen, Sønnen og Helligånden. I den sidste ende virker Gudpersonerne sammen og altid  i overensstemmelse med hinandens intentioner. Refleksionen er kun et beskedent billede. Jeg håber, at det alligevel kan bruges af nogle af jer, kære læsere, til noget godt.

Læg en Kommentar