Krig, pacifisme, lænker og nøgler…

Det vil sige en refleksion i forbindelse med Sankt Peters og Sankt Pauls fest

Ikke sjældent – om det er via medierne eller i forbindelse med direkte samtaler med forskellige mennesker hører jeg den holdning, som tillader en form for troen på ”noget mellem himmel og jord”, eller endda også på Gud, men samtidig er fordømmende for noget som helst tilhørsforhold til nogen af de kirkelige sammenhænge: ”Kirkerne og religioner i det hele taget er bare krig og andre former for vold. Kunne man være fri for kirkerne / religioner, ville der næsten ikke være anledning til, at mennesker bekæmper hinanden.”

Min umiddelbare reaktion på et sådant udsagn går i to retninger:

Den første: ”Hvor lidt kender man egentligt til Kirkens liv og historie; hvor lidt kender man til menneskers natur for at kunne nå til en sådan opfattelse?

Den anden retning af min reaktion giver udsagnet ret: ”Ja, Kirken er krigerisk, den er i en konstant strid. I hvert fald i sin jordiske virkelighed.” Omend den sidste tanke kan måske skramme nogle pacifistisk indstillede sjæle – og den udtrykkes her ikke for at gøre nogen urolige – så på en måde vover jeg den følgende påstand: ”Vi burde være mere bange for en Kirke, som ikke længere slås. De enkelte mennesker burde også være mere bange for mig som person, hvis jeg skulle finde på at opgive den kamp (strid), jeg er nødt til at udkæmpe.” Det samme gælder egentligt alle kristne, ja, alle mennesker – også hver for sig selv.

Hvilken krig, eller strid må vi som Kirken aldrig i dette liv opgive? Den gode strid. Den samme, som Paulus ifølge sit Andet Brev til Timotheus er ved at fuldende. Denne krig / strid går ikke ud på at bekæmpe andre mennesker, heller ikke dem, der tror og tænker anderledes end vi selv. Heller ikke dem, som vi ellers ud fra de almindelige præmisser ville beskrive som vore fjender. Nej. Den går ud på at udfordre selve ondskaben og bekæmpe den. Først og fremmest den ondskab, vi selv bidrager med, en slags strid, som i en høj grad går ud på at sejre over sig selv, over sine egne syndige tilbøjeligheder, og så at hjælpe andre med at de kan sejre over deres syndighed. Ikke med vore udelukkende menneskelige metoder, men med Jesu Kristi fremgangsmåde: igennem lydigheden mod Faderen, igennem den samme kærlighed og troskab, som Kristus elsker og er tro med, igennem beredvilligheden til eventuelt at satse med hele sit liv. Denne strid er en del af Kirkens sande identitet.

Hvad er Kirkens identitet? Om den belæres vi på en vidunderlig måde, når vi lytter opmærksomt til, hvad Gud siger til os igennem Kirkens fejring af de hellige Apostle Peter og Paul. Denne identitet vises os på Apostlenes sande identitet. Nej, Apostlene er ikke hele Kirken. Men man kan med sikkerhed sige, at de ”tegner” Kirken. Og deres skæbne ”tegner” hele Kirkens skæbne, skønt Kirkens skæbne ikke kan begrænses til blot et par menneskers skæbne.

Hvad er Kirkens skæbne? Den udspringer fra Jesu sande identitet og skæbne, den samme, som Peter bekender: ”Du er Kristus, den levende Guds Søn.” Ud fra Jesu Kristi identitet og skæbne er Kirkens skæbne (på jorden) en blanding af herligheden og erfaring af at være bundet i lænker. Herligheden og magten (endda!) knytter sig til de Himmerigets nøgler, som Jesus overdrager til Peter og i ham til hele Kirken. Magten til at løse på jorden, så det også gør sig gældende i Himlen, og til at binde på jorden, så det også effektueres i Himlen. Det er en magt og herlighed, som hverken Peter eller Kirken kan bruge til at dyrke egne fordele for en slags egoismes skyld. Det er en magt og herlighed for tjenestens skyld. Derfor blander både magten og herligheden sig tit med erfaringen af at være bundet i lænker.

Hele to dagens læsninger (ApG.12,1-11 og 2.Tim 4,6-9.17-18) viser to mænd i lænker: Paulus bliver befriet fra dem ved at sejre over sin egen dødsangst og ved at give sit liv både til og for Kristus. Han har allerede fuldendt sin gode strid.

Peter bliver af englen vækket med et puf. Ellers sover han imellem vagterne. Sikret mod flugten netop ved at være bundet i lænker. Denne tilstand minder om dødens søvn. Med et puf vækkes Peter af englen – Guds sendebud. Denne vækning er et billede på opstandelsen fra det, der binder Peter til dødens søvn symboliseret både af selve søvnen, men også af lænkerne, fængslet og vagterne. Peter – på trods af, at nøglerne til Himmeriget blev ham betroet – har måttet selv prøve at være bundet, så han netop i disse nøglers kraft kunne løses.

Han blev vækket af englens puf i siden, hvor nøglernes magt her udspilles ved den nåde, der knytter sig til dåbens sakramente; hvor han efter at være begravet sammen med Kristus skulle opstå med Kristus og fortsætte Kristi værk. Her stopper nøglernes kraft ikke. Peter bliver beordret til at binde op om sig, det vil sige, at gøre sig stærkere til at udføre Kristi værk igennem den nåde, han har modtaget ved firmelsens sakramente. Han skal få sandalerne på – et udtryk for en indbydelse til en vandring, som ikke kan gennemføres uden Vandringens Brød – Eukaristien. Og han skal være præst for folket – udtrykkes af ordren om at tage kappen på.

Og tænk, disse vidunderlige nøglers magt udspiller sig også den dag i dag. På trods af, at vi erfarer lænkernes fængslende byrde. Vi er vældigt godt rustet til striden, ja, til den gode strid.

En tanke på “Krig, pacifisme, lænker og nøgler…

Læg en Kommentar