Afladen – et spøgelse fra Kirkens mørke fortid eller en skat – også for nutiden og fremtiden? 

En af de vigtigste ting man allerede som folkeskoleelev lærer om Kirken fra tiden før reformationen, er afladsbrevene, som Kirken (eller nogle af Kirkens embedsmænd solgte til sine (deres) undersåtter, for derigennem at skaffe sig rigdomme og love købere en evig frelse. En frelse for penge! Intet fornuftigt menneske af vor tid ville tro på, at frelsen kan købes. Endda købes hos mennesker. Hvorfor promoverer Kirken anno 2015 afladen så? Svaret kan sagtens være ganske enkelt: Fordi afladen i sig selv er noget helt andet, end det misbrug af samme, som desværre forekom. Endda i et alt for stort omfang. Det uheldige i den sammenhæng var, at Martin Luther og hele den reformatoriske bevægelse ikke nøjedes med at gøre op med misbruget (som Kirken selv har gjort bl.a. ved Det Økumeniske Tridentinerkoncil, der foregik i tre tempi: 1545-47; 1551-52; 1562-63 ), men med hele læren om afladen.

Hvor kommer Kirkens lære om afladen fra?

Læren om afladen udspringer fra troen på den rensende, barmhjertige Gud. Fra sin tidligste eksistens har Kirken været overbevist om, at det var Helligånden selv, der inspirerede den til at formulere afladslæren på baggrund af den bibelske åbenbaring understøttet af Kirkens ældste tradition. Troen på den rensende Gud er et udtryk for det håb, mennesker knytter til Gud og Hans barmhjertighed. Igennem Sin Kirke bliver Kristus ved med at forkynde den store barmhjertighed, som mennesker får lov til at genkende i GUDS RENSENDE RENHED. Kirken (oplyst af Helligånden) lægger her et særligt tryk på Jesu Kristi lidelses fortjenester, samt de helliges fortjenester. Helgenernes fortjenester er dog ikke noget, der eksisterer udenfor Kristi fortjenester. Kristus, den eneste Mellemmand mellem Gud og mennesker, er kilden til de helliges fortjenester og Han udtrykker også sine egne fortjenester igennem de helliges fortjenester (undskyld mig den flittige benyttelse af den samme vending). Lad mig kun nævne to bibelske argumenter for, at det sidste er sandt:

1. ”I er Kristi Legeme og hver især Hans lemmer.” / 1. Kor 12,27 /. Det ville være en misforståelse, hvis man som kristen = et lem på Kristi Legeme ikke bestræbte sig på at samle de fortjenester, som Kristus = Både Hovedet og Hele Legemet samler på.

2. ”Nu glæder jeg mig over det, jeg må lide for jer; og hvad der mangler af Kristi trængsler, udfylder jeg med min egen krop for Hans Legeme, som er Kirken.” / Kol 1,24 /.

Benyttelse af både Kristi og de helliges fortjenester (under de ovennævnte forudsætninger: at både helgener og vi er en del af Kristi Legeme) er et udtryk for stræben efter, at Gud skal modtage den største ære og at menneskers kærlighed i Gud (både til Gud og til mennesker) aldrig bør ophøre.

Hvad er afladen?

Afladen er tro på, at Gud også udøver Sin kærlighed til os igennem de hellige både i himmelen og på jorden; Gud udøver også Sin kærlighed til andre igennem os. Afladen er tro på, at hinandens fortjenester (i Kristus!) kan være hinanden til gavn, til renselse, til frelse. Afladen er ”en beriget form” for tilgivelsen. Selve tilgivelsen som sådan behøver ikke per definition betyde, at man også er fritaget for sine syndige handlingers følger – ”de timelige straffe”. Tilgivelsen sikrer os befrielsen fra den evige straf. De timelige straffe – enten allerede på jorden, eller i Skærsilden – er en åndelig tilstand, som en lidende sjæl (efter at have modtaget tilgivelsen) erfarer som smerte, der blander sig med det stærkeste håb. Smerten – på grund af, at man har såret DEN RENESTE RENHED; håbet – fordi man er sikker på, at den fuldstændige forening med Gud nærmer sig.

Afladen er derfor fremskyndelse af sjælens fuldstændige forening med Gud ved, at tilgivelsen efterfølges af befrielse fra de timelige straffe (de timelige straffe er den enkeltes deltagelse i Kristi forsoningsoffer).

At ønske at opnå afladen er ikke egoisme (at man kun tænker på sig selv). Man kan bestræbe sig på at få den fuldstændige aflad enten for sig selv eller for en anden person, én ad gangen (mest udbredt for en bestemt afdød). Den udspringer fra sjælens bevidsthed om, at Gud er kærlighed og renhed, og at selve sjælen mangler en del til at være ren og fyldt med kærlighed helt efter Guds velbehag.

Modtagelse af afladen bør være forbundet med et oprigtigt ønske om at efterligne Kristus i alt (derfor er beredvilligheden til omvendelse og til at tjene både Gud og sin næste en vej til at blive som Kristus), med andre ord: At lade Gud – Den Rensende Renhed rense sjælen fra alt snavs og dets konsekvenser.

Praktisk

Kirken udråber igennem paven og biskopper (på grund af nøglernes magt, som Kristus overdrog til Apostlene og deres efterfølgere med Peter i spidsen) specielle situationer, som anbefales for at vi kan stræbe efter afladen, for eksempel: Det Hellige Jubelår 2000; 150 års Jubilæum for åbenbaringer af Vor Frue af Lourdes og Det Paulinske År i forbindelse med 2000 årsdag for Skt. Pauls fødsel (2008), det nu påbegyndte Barmhjertighedens År.

Det anbefales: at aflægge et oprigtigt skriftemål med en bevidst afstandtagen fra alle sine synder – at være i nådens tilstand, at besøge en valfartskirke (under Barmhjertighedens År kan det være Skt. Albani kirke i Odense), at modtage Den Hellige Kommunion og at bede: ”Fader vor”, ”Trosbekendelsen” og en bøn i pavens anliggender – for eksempel: ”Hil Dig, Maria”.

^^^^^^^^^^^^^^^^^^^^^^^^^^^^^^^^^^^^^^^^^^^^^^^^^^

Taler Bibelen om afladen? Dette tema vil jeg gerne tage op ved næste lejlighed.

Pastor Michal Bienkowski

7 tanker om “Afladen – et spøgelse fra Kirkens mørke fortid eller en skat – også for nutiden og fremtiden? 

  1. Hvor er det smukt og klart beskrevet, kære P. Michal! TAK! (En lille danskrettelse: det hedder i “nådens stand”; det tog mig 50 år i Danmark at lære, så du har GOD TID P. Michal. :) )

  2. Hej p. Michal.

    Tak for ordene om aflad.
    Hvorfor tilgiver Gud os ikke så fuldstændigt at vi ikke behøver et ophold i Skærsilden før vi kommer til Himlen?
    Ikke fordi vi bare skal skyde genvej. Men man skulle tro straf var unødvendigt?

    Mvh. Tanja

  3. Først og fremmest vil jeg takke alle, der har gjort sig umage og læst indlægget. Mange tak for de tilkendegivelser, jeg har modtaget for den første tekst om afladen. Den er egentlig en redigeret version af et blog indlæg fra den tid, jeg bloggede ret flittigt på Sankt Pauls menigheds hjemmeside, mens jeg stadigvæk var præst i Taastrup. Jeg takker også dem, der bidrog til, at indlægget blev en anledning til en del debat om afladen på et par facebook-fora. En særlig tak skal lyde til vor webmaster, Margrethe, som reddede indlæggets gennemsigtighed efter, at jeg ikke på selve blog-stedet kunne udrette det mirakel, som skulle gå ud på, at teksten skulle ses, som delt op i kapitler med mere. Mit oprindelige forsøg på at lægge teksten ud på hjemmesiden endte med, at den nærmest mindede EEEEEEN frygtelig lang sætning. Og jeg kunne ikke selv gøre for det.

    For at en enkelt kommentar ikke skal være alt for lang, ville dele det efterfølgende som kommentarer to ekstra kommentarer for sig selv. I dem vil jeg gerne prøve at svare på et par spørgsmål, som jeg modtog – det ene her som kommentar og et andet ad en anden vej.

    kh. p. Michal Bienkowski

  4. Tanja spørger: ” Hvorfor tilgiver Gud os ikke så fuldstændigt at vi ikke behøver et ophold i Skærsilden før vi kommer til Himlen?”

    Gud tilgiver os egentligt altid fuldstændigt. Problemet ligger i, at vi ikke altid er i stand til at modtage Hans tilgivelse fuldstændigt. Kirkens lære går ikke ud på at forkynde Skærsildens nødvendighed for alle. Kirkens lære går ud på, at Gud skabte os alle med det formål, at Han ønsker at have os alle i Himlen. Sikkert er, at ikke alle skal forbi Skærsilden. Sikkert er også det, at de (vi?), som skal forbi Skærsilden, kan være sikre på, at Himlen venter på os med åbne arme. Både den direkte vej til Himlen og eventuelt en vej, der fører igennem Skærsilden er et udtryk for Guds barmhjertighed.

    Godt nok er frelsen Guds værk, så sker den jo også i en fuldstændig respekt for den enkeltes mulighed for at sige ”ja” eller ”nej” til frelsen; ”at være åben for den helt – at stræbe efter denne åbenhed” eller ”at have forbehold”. Hvis vi – på trods af Guds vilje om at støtte os med Sin nåde – ikke når den fuldstændige åbenhed hos os, gives Skærsilden os som en ny, sikker chance (skønt den opleves som ”straf”).

    Denne chance går blandt andet ud på, at vi her virkeligt kan indse, hvad det vil sige at skabe sig en afstand til Gud. Men også en chance, som bygger på vort kærlighedsfulde svar på Guds kærlighed: vi indser, hvor dybt vore forbehold til Gud har såret Gud og vore indbyrdes relationer. Når man har indset det (og det sker virkeligt fuldstændigt efter døden, hvor intet mere er uvidenhed for os, intet er hemmelighed – ikke mindst af det, der vedrører vort liv og vor skæbne), ville man ikke selv drømme om at komme i Himlen uden at man er blevet totalt renset for de forbehold, der fik lov til at påvirke vort forhold til Gud.

    Er man i Skærsilden, længes man virkeligt efter at komme i Himlen (langt mere end mens man lever på jorden). Samtidig er man fuldkomment vidende om, at diverse forbehold først skal fjernes hos os inden det kan ske. I Skærsilden (hvis man kommer dertil) gøres vor åbenhed for Gud og Hans frelse helt igennem fuldkommen.

    Men som skrevet tidligere. Skærsilden er ikke en absolut nødvendighed. Den er et ekstra tilbud / en ekstra chance for os, hvis vi ikke når at tage helt og totalt imod Guds frelse i vore levedage.

    Jeg ved ikke, om det svar giver mening.

    kh. p. Michal

  5. Et andet spørgsmål kom ad en anden vej: Fortjenester? Hvad går de ud på?

    Jesus Kristus er den eneste Frelser. Det er derfor Hans fortjenester det, der er et middel til at frelse os. Disse fortjenester sammenfattes ganske enkelt af Hans menneskevordelse, lære og kald til omvendelse, korsoffer og død, opstandelse og himmelfart. Læg mærke til, at den guddommelige handling i en høj grad knyttes til Hans menneskelighed. Hans Legeme er derfor den mest kortfattede sammenfatning af, hvad frelsen er.

    Skulle vi forstå Jesu fortjenester ganske snævert, ville vi kunne konstatere, at hverken vi selv eller andre velvillige sjæle kan gavne vor frelse. Men hvad er Jesu fortjenester? Hvem er Jesus Kristus? Hvad (Hvem) er Hans Krop (LEGEME)?

    Fysisk er det Ham selv. Bogstavelig!

    Ud fra Hans egen lære, for eksempel Joh.15,5: ”Jeg er vintræet, I er grenene. Den, der bliver i Mig, og Jeg i ham, han bærer megen frugt; for skilt fra Mig kan I slet intet gøre.”, lærer vi, at vi takket være Hans gavmildhed sammen med Ham er Hans (Mystiske) Legeme. Han konstaterer, at en gren, der bliver i vintræet, er i stand til at bære frugt. At bære frugt = at gavne. Alle områder af gavn – hvor smukke de end er – er kun en skygge af den gavn, som direkte vedrører menneskers frelse ved Guds barmhjertighed.

    Jesu Mystiske Legemes rolle er lige præcis den samme, som Hans fysiske Legemes. Nej, jeg taler ikke om to forskellige ”Kristuser”. Det er den samme Kristus, som i Sit Mystiske Legeme (Han som hovedet sammen med os som lemmer på Legemet – ” I er Kristi Legeme og hver især Hans lemmer.” / 1.Kor.12,27; ” “Han er Hovedet for Legemet, Kirken “. / Kol.1, 18”) udtrykker /gennemfører det samme, som Hans fysiske Legeme udtrykker og gennemfører.

    På den måde, når der omtales vore egne fortjenester, andre menneskers fortjenester, ikke mindst helgenernes fortjenester, omtales Kristi Legemes (om end i dets mystiske udgave: Kristus – Vintræet og vi – grenene) fortjenester.

    Min egen stræben (mine egne fortjenester), helgenernes stræben (helgenernes fortjenester) ville ikke kunne gavne til frelsen i sig selv. Men fordi de er fæstnet i Kristus og Hans fortjenester, og er en del af hele Vintræets frugter, da har de en frelsende kraft i sig.

    Når den enkelte gavner en anden person igennem sit vidnesbyrd: forbøn, forkyndelse, eksempel, konkret tjeneste, så er det Jesus Kristus som hele Legemet, der udtrykker sig igennem den enkelte person.

    Nu skal jeg straks til et møde. Men om nødvendigt forsøger jeg igen.

    Kh. p. Michal Bienkowski

  6. Kære p. Michal
    Stor tak for din uddybelse. Faktisk er det meget brugbart – for det får mig til at tænke på hvor meget der kan mangle i min/vores modtagelse af Gud. Også selvom man som jeg har været kristen og kirkegænger i femten år.

    Tak for en vigtig påmindelse. At vi hele vejen skal forsøge at åbne os helt for Gud. Fordi vi bare er så elskede, af Ham.
    Det er en stor opmuntring at læse og tænke over dit svar.
    Mvh. Tanja

Læg et svar til Michal Bienkowski Annuller svar