Taler Biblen om afladen?

Både nej og ja. Jeg beklager straks over for sprogets opmærksomme og venlige vogtere, at de allerede ved denne refleksions første sætning sendes på overarbejde. Sikkert ville man foretrække og direkte ønske, at jeg havde skrevet – som jo er mere korrekt: ”Både ja og nej.” og ikke i den omvendte rækkefølge. Jeg kan ikke garantere, at der ikke kommer andre grammatiske fejl i løbet af indlægget, men jeg kan til gengæld forsikre jer, kære læsere, at den første af ”mislydene” er blevet til med vilje. Ikke for at miskreditere det sprog, som jeg efterhånden holder så meget af, men for at påpege den rækkefølge, i hvilken jeg gerne vil beskæftige mig med et forsøg på at svare på spørgsmålet i overskriften.

Nej.

Biblen taler ikke om afladen i den forståelse, at enten jeg eller andre ville være i stand til at henvise til en konkret tekst, i hvilken man eventuelt ville kunne læse: ”Afladen er…” (med andre ord: ingen af de bibelske tekster er formuleret som afladens direkte definition).

Ja.

De Hellige Skrifter vrimler med tekster, som uden at være afladens direkte definitioner, giver Kirken en direkte berettigelse til læren om afladen. Først og fremmest er alle de tekster, som omtaler Guds løfter om menneskers befrielse fra følgerne af deres syndige handlinger (her tænker jeg på de midlertidige (timelige) følger – straffe ). At regne med at kunne påpege alle tekster af den art ville måske være for vovet – de er så mange, at risikoen for at forbigå nogen af dem er alt for stor (mit ønske er trods alt det, at denne tekst skal være så kort som muligt og alligevel /forhåbentligt / belysende på området). Derfor følger kun nogle få eksempler nedenunder:

1. Som det første billede frembringer jeg historien om Abrahams ”forhandlinger” med Gud om at skåne Sodoma / 1. Mos 18,22-33 /. Gud tillader mennesket at gå virkeligt langt i et forsøg på at få Gud til at ændre menneskers skæbne (den timelige følges omfang). Hvis der blot fandtes nogle retfærdige i byen… Gud tillod Sodomas ødelæggelse (som ikke i sig selv skal forstås som sodomitternes evige fortabelse, men netop som en timelig straf), idet Han ikke fandt hos mennesker troen på, at Gud både kan beskytte mod ulykken og tillade den. Menneskers rolle var i så tilfælde at tro Gud og vælge Ham og Hans veje.

2. Es 30,15-18: Bl.a.: ”Sådan har Gud Herren, Israels Gud sagt: Vender I om og holder jer i ro, bliver I frelst;” / v. 15 /. Befrielsen (frelsen er betinget af menneskers omvendelse, som altid er et udtryk for troen).

3. Jer 4,1-4: ”Hvis du vender om, Israel, siger Herren, skal du vende om til Mig. Hvis du fjerner dine ækle guder fra Mig, skal du ikke være hjemløs.” / v. 1 /. Klart at løftet først og fremmest peger på evig lykke hos Gud, men samtidig er den timelige tilstand ikke udenfor løftets rækkehvide.

4. Afladen i forbindelse med de afdøde: 2.Makk 12,38-45 – (Anden Makkabæerbog tilhører de deuterokanoniske bibelske bøger – disse bøger anerkendes af den Katolske Kirke, men ikke af de luthersk-evangeliske kirker som kanoniske bøger ). I teksten drejer det sig om menneskers offerhandling for de faldne israelitter. Menneskers offerhandling skal i lyset af kristendommen forstås som menneskers delagtiggørelse i Gud Menneskets – Jesu Kristis offerhandling.

************************************************************
Til sidst ønsker jeg at nævne to tekster, som henholdsvis beskriver: den ene – en situation, hvor afladens nåde er blevet nægtet /udskudt; den anden – hvor afladens nåde blev givet straks. Ved begge situationer modtager de involverede mennesker Guds tilgivelse. Omfanget af modtagelsen af denne tilgivelse er dog forskelligt i de to konkrete situationer:

1. I kender alle historien om kong David og Batseba – Urias` tidligere hustru. Læs venligst 2.Sam11,1 – 12,25. Efter at David havde erkendt, indrømmet og fortrudt sin synd, overgav han sig i Guds hænder. Gud tilgiver den bodfærdige David, men samtidig lader Gud ham erfare sin synds følger – her er det den nyfødte søns død. / Historien kan virke barsk, men den fortæller en del om det omtalte emne. Lad være med at forstå ud fra teksten, at alle menneskelige ulykker, er Guds straf /. Det er et bibelsk eksempel på en situation, hvor den fuldstændige aflad lod vente på sig.

2. Situationen, hvor tilgivelsen udrustedes med afladens nåde kan genkendes i den skæbne, som indtræffer en af de to røvere, som er blevet korsfæstet sammen med Jesus. Her bringer jeg Lukas` beretning om den nævnte historie:

”Den ene af de to forbrydere, som hang dér, spottede Ham og sagde: `Er Du ikke Kristus? Frels Dig selv og os!` Men den anden satte ham i rette og sagde: `Frygter du ikke engang Gud, du som har fået den samme dom? Og vi har fået den med rette; vi får kun løn, som forskyldt, men Han har intet ondt gjort.` Og han sagde: `Jesus, husk mig, når Du kommer i Dit Rige.` Og Jesus sagde til ham: `Sandelig siger Jeg dig: I dag skal du være med Mig i Paradis.`” /Luk23,39-43 /.

”Den gode” røvers (det bodfærdige menneskes) frelse: tilgivelsen som inkluderer afladen er forårsaget af Guds frelsende kærlighed (her udtrykkes den igennem Jesu frivillige korsoffer) og røverens omvendelse, som her går ud på, at han indrømmer sin synd og viser sin medfølelse med den uskyldigt dømte Jesus – på trods af, at han lider den samme skæbne som Jesus (et eksempel på en kærlighed, som uden tvivl er stærkere end synd).

”I dag skal du være med Mig i Paradis.” er ikke kun et udtryk for Guds tilgivelse som sådan (tilgivelsen kunne indebære en mulighed for, at røveren – om end sikker på sin frelse – alligevel ville være nødt til at vente på at blive modtaget i Paradiset). Det drejer sig om en tilgivelse, der udtrykker sig igennem den fuldstændige aflads nåde, som får røveren til at springe en lang kø over: ”I dag skal du være med Mig i Paradis.” Ikke først efter en for mennesker ubestemt tid. Heller ikke først i morgen. Men i dag! Dette er en total befrielse af ham (skønt han fysisk kommer til at dø).

Tankerne ovenover er kun et forsøg på at belyse afladens problematik ved brug af nogle få bibelske tekster. Refleksionen skal ikke læses som et dogme, men jeg stoler på, at den er i overensstemmelse med Kirkens lære.

Kommentarer, kritik, spørgsmål modtages gerne: både direkte på hjemmesiden og på min private e-mail adresse: mb@katolsk-vestsj.dk

Pastor Michal Bienkowski

2 tanker om “Taler Biblen om afladen?

  1. Jeg er blevet opmærksom på denne blogs eksistens, og jeg er fuld af beundring over niveauet i den førte samtale.
    Jeg har i flere måneder været i gang med en teologisk artikel om emnet ”Hvem venter på opstandelsen?”, og jeg har i lang tid kæmpet med det spørgsmål, Tanja stiller: Hvorfor tilgiver Gud os ikke så fuldstændigt, at vi ikke behøver et ophold i skærsilden, før vi kommer til himlen?
    Jeg må indrømme, at jeg ikke her kan finde svaret på hendes spørgsmål. Der står i Katekismen (1022), at nogle går direkte til himlen, mens andre skal en omvej, men der står ikke nogen forklaring på, hvem som behøver en yderlig renselse.
    Det eneste forklaring, jeg indtil nu har fundet, er historisk. I den græsk-ortodokse kirke kender man ikke noget til skærsilden. Den er en specialitet i den latinske kirke, og hører med til dens juridisk prægede opfattelse af, at vi er forbrydere, som skal straffes, mens de i østkirken betragter sig som sårede, som skal helbredes. (Jf. J. Værges fremragende bog ”Det betroede menneske”). Vil nogen hjælpe mig til at gå videre? På forhånd tak.

  2. Kære Jean-Pierre Duclos

    Mange tak for din kommentar. Og i det hele taget for, at du fandt det belejligt at opsøge min blog og læse de i den fremlagte tanker. Som jeg med andre ord antyder et eller andet sted, er mine refleksioner ikke ”svarene selv”, men snarere en række forsøg på svar. Meningen med de to første tekster – og forhåbentligt også med de kommende indlæg – er ikke, at de først og fremmest skal være et dybt teologisk foredrag, men snarere en ”populær” refleksion, så godt som muligt tilgængelig (læselig) for alle. Det er naturligvis svært selv at bedømme i hvilket omfang det lykkes. Det er alligevel heller ikke helt muligt (Gud ske tak og lov for det!) at undgå at være en smule teologisk, når netop teologiske emner berøres.

    Hvorvidt jeg er sikker på det, jeg prøver at beskæftige mig med? – Ud fra min overbevisning om, at Kirkens lære er sand.

    Hvorvidt jeg er usikker på det, jeg beskæftiger mig med? – Ud fra min menneskelige søgen, nysgerrighed, lyst til at stille spørgsmål, bekymring for, om jeg ikke risikerer at forvrænge det, der er Kirkens lære.

    Jeg håber sandelig på, at du finder inspirationen til din artikel: ”Hvem venter på opstandelsen?”
    Angående spørgsmålet om Guds tilgivelse, dens fuldstændighed, eller mangel på samme (på fuldstændigheden) – jeg ved ikke, om jeg er i stand til at give et mere tilfredsstillende forsøg på besvarelsen, end det, jeg i forvejen skrev i en af mine kommentarer.

    Rigtigt nok, som Skærsild-anerkendende står vi, katolikker, blandt de kristne kirker ganske alene. De ortodokse kristne inspireret bl.a. af Skt. Johannes Klimakos (Ἰωάννης τῆς Κλίμακος – de præcise årstal for hans liv kendes ikke; der optræder store forskelle i tidsangivelse for hans liv; jeg vover at skrive skiftet mellem det VI og det VII århundrede efter Kristus), en helgen, der både anerkendes af Den Katolske og De ortodokse Kirker tillader en tanke om sjælenes vandring op ad en stige. Det meste af denne vandring foregår i dette liv, men afslutningen sker efter døden. Sikkert kender du til Skt. Johannes Klimakos` (tilnavnet Klimakos betyder stigen) værk: ”Κλίμακος τον παράδεισο – Stigen til Paradiset”. En ganske interessant læsning. Egentligt er skelnen mellem forbrydere, der skal straffes (katolsk syn) og de sårede, der skal læges (ortodoks syn) ikke så tydelig. Begge fortolkninger supplerer hinanden i begge Kirkers sammenhænge, skønt accenterne i fortolkningerne kan være forskellige. Vi ved alle, at de alvorligste sår, der skal læges (ved frelsen), er opstået på grund af menneskers forbrydelser = synder.

    Kender vi definitioner på mennesker, der skal eller ikke behøver forbi Skærsilden? Det problematiske ved et eventuelt svar på det dilemma er, at Kirken dogmatisk kun udtaler sig om,

    a) at det er Guds vilje at frelse alle,
    b) at mennesker sagtens kan sige ”nej tak” til frelsen, og at Gud kan respektere dette valg,
    c) at Guds barmhjertighed er større end menneskers synder, derfor er der i princippet ikke nogen, der ikke har en chance for at blive frelst – medmindre man har begået synden mod Helligånden,
    d) at nogle mennesker (de fleste? de færreste?) når til frelsens fylde igennem Skærsilden,
    e) at Skærsilden i sig selv også giver sikkerhed på frelsen,
    f) at Kirken kun vover at udtale sig med sikkerhed (med navnenes nævnelse) om personer, der har modtaget frelsens fylde (salig- og helgenkåringer). Og vi ved, at der er langt flere blandt dem, der helgener, end dem Kirken er i stand til at nævne med navne.

    Til gengæld hersker der en usikkerhed om, hvem der ”befinder sig” i Skærsilden. Derfor har vi en tradition for bønnen for de afdøde. Sikkert beder vi også for mange af dem, som ikke længere behøver vor forbøn, men vi gør det alligevel både i uvished og i tillid til, at Gud ved, hvad Han skal med en sådan bøn, som også er et udtryk for kærlighed.

    Jeg ønsker dig en frugtbar søgen efter svar på dine spørgsmål. Lad os bede for hinanden, så det vi gør, virkeligt kan gavne mange.

    p. Michal Bienkowski