Syndsforladelse. Har vi / Gud brug for et menneskes medvirke dertil?

Jeg følte mig inspireret til den efterfølgende refleksion af det søde billede med et skriftende barn. Egentligt ikke selve billedet som sådan, men den påskrift, det blev udrustet med:

”Gud har en perfekt hørelse, Han er selv i stand til at forlade os vore synder. Han behøver ikke nogen præst til dette formål.”

Så vidt påskriften på billedet.

Gud behøver altså ikke noget menneske for at forlade os vore synder. Det er egentligt rigtigt nok, hvis man kun ser på situationen ud fra vor tro på Guds almagt. Han har hverken brug for engle for at beskytte os, eller for et menneskes involvering for at kunne imødekomme og opfylde et andet menneskes behov. Gud kan alt. Han kan gøre alt, hvad Han gerne vil. Ganske alene. I sin almagt behøver Han ikke menneskelige forældre til at tage sig af spædebørn. Han behøver ikke at appellere til dem, der har overflod for at mætte de sultne. Han behøver ikke en præst for at kunne give os Brødet fra Himlen – sin egen Søn. Heller ikke for at kunne meddele os syndsforladelse og give os det evige liv. I sin almagt er Gud i stand til at klare alle udfordringer ganske alene. I sin almagt er Gud i stand til at organisere sig en tilværelse, så der slet ikke opstår nogen udfordringer for Ham. I sin almagt.

I sin YDMYGHED, som i mine øjne bevidner langt mere Guds almagt, end den såkaldte egentlige almagt, vi tit efterlyser hos Ham, besluttede Gud at behøve:

Både

1. Engle, så de kan beskytte os (bl.a. Sl.91,11).
2. Og menneskelige forældre for at sikre små børns trivsel, og de mætte, så de kan dele deres brød med de sultne…, og de yngre for at kunne pleje de gamle, og læger (og andet plejepersonale), så de kan se til og om muligt helbrede de syge. Og præster for at kunne give os Brødet fra Himlen – Eukaristien, samt formidle os syndsforladelse.

Gud besluttede at have mennesket med i sin plan – ikke som modtageren alene, men også som medvirkende i Hans værk. Til det allerstørste: at frelse mennesket – blev Han selv Menneske. Som om det ikke var nok – i overensstemmelse med sin allerstørste magt – den af slagsen, som Han grundigt gennemsyrer med den mest ægte ydmyghed – pålagde Han (i sin Enbårne Søn) mennesker både at give Brødet fra Himlen til Hans folk og at formidle Hans forsoningsgerning ved at forlade mennesker deres synder. Det sidste skete Påskedagens aften. ”Fred være med jer! Ligesom Faderen har udsendt Mig, således sender Jeg også jer.” (Joh.20,21). Og Han insisterede: ”Modtag Helligånden! Forlader I nogen deres synder, er de dem forladt, nægter I at forlade nogen deres synder, er de ikke forladt.” (Joh.20,23). Der skal dog bemærkes: syndsforladelsen eller nægtelsen af den må hverken ske ud fra en lodtrækning / et terningekast, eller ud fra præstens personlige sympatier / antipatier. Bedømmelsen bør være Helligåndens. (”Modtag Helligånden!”).

Man skal ikke tage fejl. I den sidste ende drejer det sig om Guds værk. At kæmpe for, at denne sandhed ikke må blive glemt, er en god og aldeles ønskelig, ja en nødvendig ting. Af og til kan det dog vise sig, at vi ved at slås for ”Guds ære” ved at underminere den rolle, som mennesket har i Guds plan, i virkeligheden gør det modsatte. Godt nok tror vi – i et sådant tilfælde – at vi tjener forkyndelsen af Guds almagt og majestæt – ”Han kan jo selv alt. Uden nogens involvering. Han har ikke brug for mennesker.” I virkeligheden kan en sådan indstilling blive til en modstand mod det, der er Guds allerstørste magt, den magt, der udtrykker sig igennem Hans vilje. Det kan vise sig, at vi vælger at tro på og dyrke, hvad Gud kan, frem for, hvad Gud egentligt vil; ikke sjældent ved at forkaste det, som Gud gerne vil. Det kan vise sig, at det vi hylder ved at synge julesalmer (at Guds Søn blev født som Menneske for os) og påskesalmer (at Han i sin menneskelige skikkelse både døde og opstod for os), kan bekendes unødvendigt, hvis ikke direkte meningsløst. ”Fordi Gud ikke har brug for noget menneske for at fuldføre sine planer.”

I bodens sakramente (populært kaldet ”skriftemål”) besluttede Gud at forlade os vore synder igennem det fuldkomne Menneske – Gud og Mennesket i en Person, Jesus Kristus, som synliggøres af det ufuldkomne, ja, det syndige menneske, en præst. Gud kan sagtens klare opgaven uden om den sidstes involvering, men i sin ydmyghed besluttede Han at have brug for ham.

Pastor Michal Bienkowski

Læg en Kommentar