En refleksion over prædikenen til Kristi Legem & Blods Fest 2016

Da Paulus i sit 1. Korinterbrev (1.Kor 11,23-26) berettede om indstiftelsen af Eukaristien, gengav han nogle af de ord, Jesus havde sagt Skærtorsdag under Den Sidste Nadver. Han citerede blandt andet Jesus for det følgende: ”… gør dette til ihukommelse af Mig!” Indstiftelsesordene og den samme befaling om ”at gøre dette” til ihukommelse af Jesus fremsiges under alle Messerne. Også i dag, mens vi fejrer Kristi Legeme og Blods Fest.

I hørte rigtigt: Han sagde: ”Tag det og spis alle deraf… Tag det og drik alle deraf.” I hørte rigtigt: Han sagde ikke: ”Tag det Brød og (eller) den Vin og bær dem igennem Vestsjællands gader og stræder, igennem alverdens byer og landsbyer.” Det sagde Han altså ikke. I hørte rigtigt.

Eller… måske… sagde Han det alligevel…

Han nævnte ikke Vestsjællands gader og stræder. Han udtalte ikke ordret: ”Tag Mig med i monstransen og bær Mig (for ikke at skrive: ”slæb Mig”) igennem byerne og landsbyerne.”

Igennem hele sin historie, igennem refleksionen over sin egen identitet samt over Kristi vedvarende tilstedeværelse i dens midte, kunne Kirken konstatere, at den både som helhed og som sine enkelte børn er kaldet til at være Kristus-bærere. At vi altså blev pålagt at bære Ham på de tilgængelige måder. Også, når vi bevæger os igennem de vestsjællandske byers stræder og gader. Først og fremmest i kraften af, at vi har spist Hans Legeme og drukket Hans Blod. Først og fremmest i kraften af forpligtelsen om vort daglige vidnesbyrd om, at Han lever i os. Men det behøver ikke være den eneste mulighed for at udtrykke det at bære Kristus på og det, at Han lever i os. Det er da ikke altid indlysende, at alle kan se på os, at vi har modtaget Kristus, og at Han lever i os. Den allerstørste udfordring på det plan knytter sig til vor menneskelige syndighed. Han er til stede i os, men vi oplever tit påvirkningen af vore forbehold over for, hvordan Han kan udtrykke sig igennem os. Disse forbehold er desværre frugten af vor syndighed. De er tit vor syndighed (ikke kun vor svaghed).

En hostie har ingen magt til hverken at fremsætte eller gøre brug af sine forbehold. Den er ubetinget overgivet til at blive og være Kristi Legeme. Det giver derfor en god mening at bære Hostien igennem byerne og landsbyerne. På den måde viser vi for omverdenen den bedste ”føde”, vi har, det Brød, vi virkeligt lever af. Det udtrykker også den sandhed, at skønt vi spiser og drikker Kristi Legeme og Blod, kan vi ikke fjerne Ham af syne. Han både giver sig selv som den hele, imens vi spiser Brødet og drikker Vinen, og Han er alligevel som den hele synligt til stede – på trods af, at vi har indtaget Ham i Den Hellige Kommunion.

Hvad gør vi egentligt, når vi efter at have modtaget Kristus i Kommunionen, vælger at synliggøre Ham som vi modtog lige i de samme skikkelser, som vi nu (under processionen / tilbedelsen) viser frem? Vi udøver noget tilsvarende, og langt mere end det, som Abram og hans slægt gjorde efter at han blev modtaget af Melkisedek og sendt videre. Udrustet med det brød, Melkisedek bød Abram på, samt med hans præstelige velsignelse kunne Abram gøre det, som Gud havde pålagt ham og bekræftet overfor ham igennem den senere pagtslutning: Abram – senere Abraham skulle blive fader til Guds folk (til alle troende). Abra(ha)ms ”procession” igennem diverse lande skulle vidne om den velsignelse og om det kald, han blev beriget med.

Vi er en Kirke undervejs. Både i det daglige og til tider også under de usædvanlige forhold. At modtage Kristus og at bære Ham ud til hele verden (under en eukaristisk procession udtrykkes hele verdenen af de gader og stræder, vi går igennem) er at præsentere Ham for hele verden. Han er både Kirkens styrke under vandringen, men også Kirkens opgave (bl.a. den opgave, vi blev pålagt i forbindelse med missionsbefalingen, se: Matt.28,19-20).

Folklore i den forbindelse? Hvem siger, at det folkloristiske skulle være udelukket af det evangeliserende? Hvem siger, at troen ikke er i stand til at udtrykke sig igennem de troendes kultur?

I den forbindelse bebrejdes praktiseringen af processioner og det ”folkloristiske” ved dem at være udansk og forvirrende. For længst utidssvarende og glemt. Endda afskaffet af godtroende præster. Dette modsiges af flere og flere danskfødte, ja, også unge katolikker (både af dem, der blev født i katolske familier og af dem, som efter deres modne overvejelse blev optaget i Den Katolske Kirkes fulde fællesskab / døbt som voksne), som er taknemmelige for, at et sådant katolsk tiltag finder sted. Også i Danmark. Og man behøver ikke at rejse til det såkaldt katolske udland for at kunne opleve det.

Berettigelsen for kritikken modsiges af flere og flere medlemmer af Folkekirken, som beundrer os for, at vi tør det, eller også udtrykker et direkte ønske om at synliggørelsen af Kristendommens allerstørste Skat – Kristus – må være mere konkret. Denne synliggørelse kan ikke kun begrænses til, hvad vi mennesker i kraften af vor tros vidnesbyrd kan ”præstere”. Kristus kan jo heller ikke begrænses til sine disciple og deres hellighed (eller mangel på samme).

Under en eukaristisk procession leder Han os igennem byernes og landsbyernes gader og stræder, ligesom Han i øvrigt gør under Kirkens vandring igennem hele dens historie. Og Han benytter enhver chance for også at kunne nå de mennesker, som endnu ikke kender Hans frelsende kærlighed.

En procession, hver enkelt af dem, er et udtryk for Kirken undervejs. Med mange dimensioner i sig: Kristi efterfølgelse, tilbedelse af den Treenige Gud i Ham, offerhandling, bøn om al den nåde, både deltagere og hele verden har brug for, taksigelse, styrkelse ved Livets Brød, menneskers forvandling, levende håb om Pagtens fuldendelse ved en betingelsesløs forening mellem Kristus og os. Altså uden nogen som helst forbehold fra vor side.

Læg en Kommentar