Utaknemmelig bonde? Magtesløs præst? Langsommelig Gud? Utålmodigt sennepsfrø?

En landmand skulle til at samle sin høst. Imellem tiden konstaterer han, at han glemte at gennemføre eftersyn og det nødvendige konserveringsarbejde på sine maskiner, derfor er de pt. ude af drift. Men høsten skal samles. Hurtigst muligt. Vejrudsigterne tåler ikke en længere udsættelse af arbejdet. Han vælger at henvende sig til sin nabo, som ikke nøjes med at stille sine maskiner til rådighed, men er så venlig også selv at møde op for at støtte sin nabo i nød. Som tak får han et: ”Gud belønne dig.” Et forsøg på at slippe billigt selv? Ganske rigtigt, som troende kan han sagtens også bruge denne form for tak, men han synes ikke, at den her og nu gør nogen forskel. Derfor tillader han sig at bemærke: ”Men jeg ville foretrække, at du kunne få dig selv til at belønne mig.”

Et andet eksempel: Vi har sikkert alle oplevet en situation, hvor nogen af vore kære er blevet alvorligt syg; hvor man både søger en konkret hjælp / behandling, men også en trøst i en så svær situation. Som præst står man ikke sjældent ret så magtesløs. Til sidst har man ikke andet end kun det at tilbyde, at man vil bede for den pågældende og dennes nærmeste. Fortrøstningsordene: ”Husk, dit barns (mors / brors…) liv og skæbne – uanset hvor hård den virker til at være – hviler i Guds hænder. Han skal nok passe på ham / hende.” Og selvom som troende (den der modtager trøsten i den situation) kan man sagtens se mening med en sådan trøst, så er det jo ikke den flittigste erfaring, at man straks oplever Guds beskyttende hænder (at man ikke straks gør sig en erfaring af Guds beskyttende hænder i nærheden). Derfor kan en sådan trøst – så meningsfyldt, som den er, alligevel virke ret nytteløs her og nu. Et billigt forsøg fra præstens side?

En tredje situation. Den hentes fra denne søndags (den 27. Almindelige Søndag C) 1. læsning fra Habakuks Bog. Forfatteren beklager sig over sin ulykke; over den vold, som hans fjender udsætter ham for. Han råber til Gud. Og så får han et svar: ”Skriv synet tydeligt på tavler, så det er let at læse.” Og så… venter man… med spændingen: ”Nu kommer der at ske noget. Straks!” Men nej. Gud fortsætter: ”For synet gælder først den fastsatte tid, det vidner om ENDEN,… Hvis det trækker ud, så vent…” Nå ja, det er godt nok, at den endegyldige situation bringer mig til befrielsen for de ulykker, jeg nu plages af, men hvad så med et ”her og nu”? Prøver selv Gud ”at slippe billigt” ved at love mig noget, som i hvert fald ikke gør nogen forskel for mig her og nu, mens jeg har det frygteligt?

”Gud belønne dig.”
”Hans / Hendes skæbne hviler i Guds hænder.”
”Det (synet) vidner om enden.”

Er de tre ovenstående situationer virkeligt kun tre forskellige forsøg på at slippe billigt fra sit ansvar for ”her og nu”, eller måske udelukkende et udtryk for magtesløshed?

Prøv at forestille jer, at et sennepsfrø kan tænke selv. Og den busk, det faldt fra, også gør. Det lille sennepsfrø lod sig i den grad imponere af buskens størrelse og skønhed, at det pludselig udbryder: ”Gid jeg var som du!” Og busken svarer til dette: ”Det bliver du også.” Men hvordan kan et sennepsfrø tro på det? Forvandlingen til busken sker jo ikke med det samme. Er det igen et billigt forsøg med en lige så billig trøst, eller er der noget mere i det?

”Havde I en tro som et sennepsfrø…”, sagde Jesus. Troen som et sennepsfrø er ikke nødvendigvis en garanti for spektakulære tegn under alle omstændigheder og forhold og situationer. Det er mere at flytte sig selv fra at være den, der kun ville kunne tro, hvis han / hun med det samme får håndgribelige beviser på, at Gud virkeligt belønner, at Gud virkeligt holder vor skæbne i sin hånd, at den fremtid, som Gud lover mig som enden, også har en velsignet virkning på mit her og nu; at sennepsfrøet oplever sig selv som ledsaget af Skaberen – ikke kun i begyndelsen og så først når det er blevet til en busk, men også i den måske langvarige proces fra at være et frø til at blive en busk, eller et træ for den sags skyld.

Har vi det svært med at tro på det, så er det ikke for sent at stille os i kø sammen med apostlene og bede: ”Herre, giv og en større tro.” Ved denne bøn risikerer vi intet. Troen kan altid blive større, end den er, og den kan aldrig blive for stor.

Læg en Kommentar