Om Moses, en fattig enke og kammerat Stalin

De to smukke bibelhistorier fra denne søndags liturgi (den 29. Almindelige Søndag C): om Moses i bønnen, mens folket trues af Amalekitterne (2.Mos.17,8-13) og om den fattige enke, der viser sig at være effektiv i sin ”bøn” til den uretfærdige dommer (Luk.18,1-8) har jeg lyst til supplere med en tredje, en ikke bibelsk historie. Den stammer fra Agnieszka Hollands film: ”Europa, Europa” af 1990. I en af scenerne skildres der den følgende situation: På et sovjetisk børnehjem (2. Verdenskrig) i en stor hal samler man hjemmets børn til en ideologisk lektion. Hovedpersonen (sikkert tvunget af omstændighederne, der kræver mange kompromiser af ham for at kunne overleve) fremlægger det ”eneste rigtige” syn på religionernes rolle over for de andre børn. ”Gud findes ikke. Religionerne er et opium for de uuddannede masser.”

En af de andre lidt større drenge vover at røbe sin uenighed med den offentligt tilladte holdning. ”Det passer ikke. Gud findes. Han bor i Himlene.” For at denne ”upassende” påstand skal bringes til skamme, bliver han tvunget til at bevise, at Gud findes. ”Kære Gud, giv os slik!” – presses han af en af pædagogerne til at råbe. Han fatter hendes lumske plan. Han føler sig noget utryg, men presset mere og mere fremstammer han det forlangte: ”Kære Gud, giv os slik.” Men der sker ikke noget. Der kommer ingen slik fra Gud. En bølge af mobbende grind fra de øvrige børn ydmyger drengen yderligere.

Pædagogen foreslår så en anden adressat til bønnen: ”Kære kammerat Stalin, giv os slik!”. Dette råb gentages ihærdigt i tillid til adressaten flere gange af de fleste børn. Pludselig åbnes der en åbning i loftet, og til de flestes glæde daler en regn af utallige bolsjer. 1:0 til kammerat Stalin. I børnenes bevidsthed vandt han over Gud. De flestes, for den dreng, der vovede at påstå, at Gud findes, er hverken glad eller overbevist om, at Gud tabte. Han er ikke skuffet over Gud og Hans manglende svar. Han er skuffet over de voksnes manipulering af de uskyldige børn.

Sankt Paulus slår det fast over for sin discipel og ven Timotheus: ”Ethvert skrift er indblæst af Gud…” (2.Tim.3,16a). Ethvert skrift skal derfor tolkes i kraften fra Ånden, med Hvem Gud indblæser Sine skrifter. Tænk, hvilke falske konklusioner man ville kunne nå til, hvis man skulle prøve at reflektere over dagens Bibeltekster uden om Helligånden.

1. At Gud kun bønhører den bøn, hvor mennesket er i stand til at præstere (historien om Moses og hans opløftede hænder i bønnen).

2. Jesus opfordrer sine disciple til aldrig at blive trætte i bønnen, men samtidig tegner Han en situation, hvor (hvis man tolker den udenom Helligånden) Gud kun vil bønhøre en indtrængende bøn, hvis Han selv bliver træt af at høre på den bedende, og hvis Han så skulle opdage, at det modsatte ville først og fremmest skade Hans egne interesser (den uretfærdige dommer tager den fattige enke i forsvar, fordi hun bliver ved med at plage ham med sine henvendelser, og fordi han eventuelt risikerer at blive bragt i vanære, hvis enken skulle finde på at slå ham i ansigtet).

3. Og den ikke bibelske historie (fra filmen ”Europa, Europa”) kunne også bruges som et bevis på, at Gud måske slet ikke findes, eller, at Han – hvis Han overhovedet findes – er totalt magtesløs eller direkte ligeglad med mennesker i nød.

Sådan nogle falske konklusioner ville man kunne nå til, hvis man berøvede sig selv Helligåndens assistance i refleksionen over teksterne.

Når Helligånden er med til vor refleksion, bliver vi straks præsenteret for bønnens dybde og skønhed, en dybde og skønhed som i den sidste ende vil vække endnu mere tillid og kærlighed til Gud hos dem, der beder. Ved begge bibelske historier spiller udholdenhed i bønnen en vigtig rolle. Denne udholdenhed er på ingen måde kun ”en præstation”, men snarere en vidunderlig erfaring af at befinde sig konstant i Guds nærvær. Denne erfaring er ikke en effekt af, at Gud til sidst er blevet træt af at høre på os, at Gud kom til at frygte for Sine egne interesser. Gud har nemlig ikke noget at frygte. Og Han bliver heller aldrig træt af at høre på os. Netop derfor opfordrer Han os til, at vi må være udholdende i bønnen. Han søger vort konstante nærvær. Bønnen fremmer denne erfaring – uanset, hvor udfordrende bønnen kan være. En harmoni mellem sjælens erfaring og til tider kroppens ømhed i bønnen (knæene, eller også opløftede hænder…) styrker denne erfaring.

Moses er i historien fra denne søndags 1. læsning ikke kun sig selv. Israelitterne og Amalekitterne fra den samme historie er heller ikke sig selv alene. Moses med sine opløftede hænder er et billede på den korsfæstede Kristus. Hans træthed (hvor hænderne har tendens til at sænke ned) er et billede på Jesu Kristi træthed, mens Han hænger på korset og den forfærdelige fristelse: ”Stig ned fra korset”. Havde Jesus adlydt denne fristelse og steget ned fra korset (det kunne Han sagtens, Han er jo både Gud og Menneske), ville Hans bøn forblive ufuldbåren. Derfor forblev Han på korset indtil døden. Derfor understøttedes Moses` hænder, så de kunne holdes opløftede. Derfor blev Israel (et billede på alle de mennesker, som vil tage imod Guds tilbud om frelsen) frelst fra Amalekitterne (et billede på den evige fortabelse og udslettelse).

Udholdenhed i bønnen. Blandt andet ved at tillade sig ømme knæ / opløftede hænder (naturligvis ved at tage hensyn til sit helbred) af og til. Den vidunderlige harmoni imellem sjælen og kroppen under erfaringen af Guds nærvær og vort eget nærvær i forhold til Gud. Udholdenhed i bønnen. Blandt andet ved at praktisere gentagelser af den samme bønformel. F.eks. rosenkranen. Der findes sikkert mange andre muligheder… Prøv dem af.

Læg en Kommentar