At dumpe eller at bestå

Farisæerens bøn opfylder tydeligt ikke de kriterier, som gør bønnen frugtbar og derfor anbefalingsværd. Den underkendes af Jesus. Tolderens bøn finder behag hos Jesus. Den bliver belønnet af Gud, om end tolderen selv måske slet ikke er klar over det. Denne bøn er derfor anbefalingsværd. Gå hjem og gør ligeså. Amen.

Sådan ville kunne denne søndags prædiken være. Den ville være på sin måde god, for den ville udtrykke det faktuelle fra dagens Evangelium; gengive sandheden, som understøttes af Jesus. Den ville måske endda give præsten points hos dem fra menigheden, som ikke bryder sig om lange gudstjenester /ikke mindst om længere prædikener .
Men så let slipper jeg ikke. Og det gør I heller ikke.

Tolderens bøn er ganske enkel. Og derfor på en måde er ret så fuldkommen. Både tolderens og farisæerens bøn kan opfattes som ganske ægte, ganske inderlig. Begges bønner udspringer fra deres hjerter. Ud fra først og fremmest deres egen opfattelse af hver sig selv.

Dog farisæerens bøn også ud fra hans opfattelse af mange andre mennesker.

Farisæerens bøn er alligevel mere kompleks. Igennem langt flere ord end tolderen udtrykker han delvis det samme: Alt, også hans egen skæbne er afhængig af Gud. Farisæeren ved, hvem der er kilden til at det gode, han gør, og til beskyttelsen mod alt det onde, som han undlader at gøre. Man behøver ikke sætte det i tvivl, at han hverken er røver, uretfærdig, ægteskabsbryder, eller svindler. Han gør egentligt det rigtige ved at takke Gud for det. Han udtrykker muligvis også en sandhed, mens han taler om det, hvad han gør for Guds skyld: faster to gange om ugen og giver tiende af hele sin indtægt.

Men han dumper alligevel hos Jesus. Er det fordi han er farisæer? Er det fordi han og hans fæller tit bringer sig i konflikt med Jesus, derfor som usympatisk mod Jesus kan han per definition ikke vente andet end en dumpekarakter?

Nej problemet ligger et andet sted. Farisæerens bøn er i en høj grad rigtig. Han ser Gud som kilden til det gode, han gør, og som beskytteren mod det onde, han ikke gør. Det, der får farisæeren til at dumpe, er, at han gør sig selv til en dommer over andre mennesker. ”Gud, jeg takker Dig, fordi jeg ikke er som andre mennesker, røvere, uretfærdige, ægteskabsbrydere eller som tolderen dér.” (Luk.18,11). Han enten kendte ikke, eller glemte Siraks udsagn: ”HERREN er den, der dømmer, og Han ser ikke på menneskelig storhed. Han tager ikke parti…” (Sir.35,15b-eterfølgende vers). Som en farisæer regnede han sikkert heller ikke Siraks Bog for at være en bibelkanonisk Bog.

Indirekte gør han også sig selv til dommer over Gud. Fordi Gud er kilden til alt det gode, og fordi Gud giver mennesker at gøre det gode, og fordi Gud er beskytteren mod alt det onde, så måske var Gud ikke god nok til Sit hverv over for de andre: røvere, uretfærdige, ægteskabsbrydere, eller svindlere.

Farisæeren dumper, fordi han i den sidste ende stoler mere på sin egen retfærdighed end på Guds retfærdiggørelseskraft.

Læg en Kommentar