Dumpet som prædikant? Dumpet som psykolog? – en sag om Johannes Døber.

Johannes Døber ville have trænge kår som prædikant i dag. Hvor mange af nutidens kirkegængere ville kunne udholde at blive tiltalt med øgenavne, som ”øgleyngel”, eller andet tilsvarende uden straks at udvandre fra kirkerummet i protest? Jeg ved ikke rigtigt selv, om jeg ville kunne holde ud at blive tilbage, hvis jeg sad på den anden side af prædikestolen og var selv adressat af denne knap så venlige tiltaleform. Nej, sådan må man ikke tale til kirkegængere. Helst ikke til nogen som helst mennesker. Men Johannes Døber gjorde. Endda ved at vælge de fornemmeste (farisæerne og saddukæerne) blandt sine lyttere til denne ”udmærkelse”.

Han ville sikkert heller ikke kunne toppe i populariteten som psykolog; en psykolog opmuntrer sine patienter blandt andet ved: ”Du er god nok, som du er. Du behøver ikke at ændre dig. Du skal blot være dig selv.” – Men Johannes Døber råbte i ørkenlandet: ”Omvend jer, for Himmeriget er kommet nær!” (Matt.3,2). Han trodser nutidens tendenser også på det følgende plan: Ikke sjældent bruges bevidstheden om Himmerigets nærhed som en retfærdiggørelse (ikke sjældent accept) for, at man ikke omvender sig (at man ikke behøver at omvende sig). Johannes – omvendt – bruger bevidstheden om Himmerigets nærhed som motivation til omvendelsen.

Ja, med en stor sandsynlighed ville Johannes Døber dumpe både som prædikant og som psykolog – set med mange menneskers øjne.

Men Kirken får os til at lytte til ham – særligt i Adventstiden – år efter år, alt efter, hvem af evangelisterne gengiver hans lære. Ikke nok med, at Kirken får os til at lytte til Johannes` hårdt lydende prædiken. Som vi kommer til at opleve det på søndag, giver Jesus ham topkarakter: ”Blandt kvindefødte er der ikke fremstået nogen større end Johannes Døber.” (Matt.11,11).

Hvorfor den store forskel ved bedømmelsen af Døberen? Profeten Esajas kommer os til undsætning for at vi kan forstå dette: ”Han (Kvisten fra Isajs stub = Jesus) dømmer ikke efter, hvad Hans øjne ser, fælder ikke dom efter, hvad Hans ører hører.” (Es.11,3).

I sin Helligånd formede Jesus selv Johannes til den, han blev til. Han udvalgte ham som sit redskab, sin forløber. Johannes` tilværelse ude i ørkenen gjorde ham særligt lydhør over for Guds stemme og vilje. Han så mere og hørte mere. Han blev formet til at være mere følsom over for den uret, vi mennesker har budt (byder) både Gud og hinanden på. Derfor reagerer han ekstra kraftfuldt. Hårdt for lytterne. For Guds æres skyld og for menneskers frelses skyld. Af kærlighed både til Gud og til sine lyttere.

Han virker ikke alene som en tærskeplads, men endda som en tærskemaskine, som slår hårdt i aksene, ja, i kornene i aksene, så rene korn kan adskilles fra avnerne. I deres udvikling formes korn side om side med avner. Kornene kan ”opleve” avnerne som deres naturlige miljø. Det er bekvemt for dem sådan som det er, men for at kunne være sig selv, de korn der males til mel, og siden bruges til at bage brød, skal de forbi en tærskemaskine. En ubekvem omgang.

Noget tilsvarende kan vi mennesker opleve i forhold til vore synder. Vi kan vænne os til dem. Se dem, som en naturlig del af os. Se på hinanden i avnernes (syndernes) perspektiv og optræde over for hinanden enten som ulve, der ønsker at æde lam, eller som lam, der er bange for ulve. Når avnerne (synderne) falder fra – efter behandlingen i tærskemaskinen (igennem omvendelsen med inkludering af forsoningens sakramente) – så står de ikke længere i vejen for at vi både kan se og høre klart. Så pludselig kan det ske, at forskelligheden ikke længere gør den ene til en glubsk ulv og den anden til et forsvarsløst lam, men – som Esajas skriver:

”Ulven skal bo sammen med lammet,
panteren ligge sammen med kiddet;
kalv og ungløve græsser sammen,
En Lille Dreng vogter dem.” (Es.11,6).

Ikke muligt? Jo, hvis man tror på, at Den Lille Dreng, det er Jesus den nyfødte, og hvis man tror på, at miraklerne ikke kun er en hjerteforsødende, sentimental fortælling, men at de er frugter af Guds Søns komme til verden. Og menneskets, selv en farisæers og saddukæers omvendelse.

Læg en Kommentar