En folketælling, eller to. Og Han blev født i Betlehem.

Denne (aften) nat, hvor hele den kristne verden samles (har mulighed for at samles) om at fejre Guds Søns fødselsfest, tillader jeg mig at forundres over, hvordan Gud involverer mennesker i gennemførelsen af sine planer, specielt når Han ønsker at påpege, at det, Han skaber (gennemfører), gør Han ved sin Søn – Gud og Menneske – Jesus Kristus. Derfor kan det virkeligt opleves ganske stort, at ét menneskes beslutning tit er nok, til at alt sammen skal gå efter Guds plan. I hvert fald, at udfaldet af det, der sker, vil ende i overensstemmelse med Guds plan. Det endnu mere forunderlige er, at ikke sjældent de menneskers involvering, som man ellers vanskeligt ville kunne forbinde med beskrivelsen: ”Guds frivillige medarbejdere”, kan have en stor betydning for realiseringen af Guds plan.

Tænk, hvis kejser Augustus ikke beordrede hele sit folk til at lade sig indskrive i oprindelsesbyerne, hvordan ville vi så kunne forvente, at Skriftens ord om, at Frelseren ville blive født i Betlehem, skulle gå i opfyldelsen? Gud ville sikkert finde på et eller andet, men her ganske konkret inkluderer Han kejserens befaling. En storomfattende folketælling!

Lad os standse et øjeblik ved denne så ganske almindelige praksis, som egentligt udøves af alle folkeslagenes ledere. Ved folketællingen. Den er af en langt større betydning end kun at sætte en stor folkevandring i gang for at kunne have styr på mandtallet. Men inden vi begynder at reflektere over kejser Augustus` folketælling, lad os først foretage et øjekast på en anden, en næsten 1000 ældre folketælling, som kong David gennemførte i sin tid (1.Krøn.21,1-30). Den fandt i hvert fald ikke behag hos Gud. Hvad er galt med folketællingerne, at man kan bringe sig i unåde hos Gud? I sig selv er der ikke noget forkert i dem. Det er værdifuldt at kunne vide – som leder: konge / kejser / præsident / statsminister, hvor mange mennesker, der er i landet, for blandt at vide, hvordan man bedst kan effektivere sin ledertjeneste over folket. Netop for at kunne tjene folket bedst.

Men den folketælling, David gennemførte, faldt ikke i god jord hos Gud. Hvorfor? David gjorde det ikke for at blive bedre til at tjene sit folk, men for at kunne rose sig af sin storhed: ”Jeg er konge over et stort, talrigt folk!” David faldt for en fristelse, som bringer ham tæt på hele syndens rod: Hovmod! Det vil sige: den forkerte form for stolthed. Folketællingen skulle give ham anledning til at se sig selv nærmest i Guds sted. ”Det er mig, der er så stor! Det er mig, der er konge over det store folk!” Gud reagerer på Davids stolthed ved at lade ham tage konsekvenser af sin handling. Egentligt blev hele folket inddraget ind i konsekvenserne. Ved at søge sin storhed viste David sig lille. Men han blev stor, langt større ved at erkende sin synd, ved at bede Gud om, at ikke hele folket, men han selv – David – må tages til ansvar for hovmodets synd. Gud bønhører ham. Og Gud sætter også ham fri for de videregående konsekvenser.

Kejser Augustus` folketælling har det samme som hos David udgangspunkt: Ikke for at blive bedre til at tjene sit folk, men for at kunne bryste sig af sin egen storhed. ”Jeg er den store kejser, der regerer over så mange folkeslag!” For Augustus var de enkelte mennesker kun tal, som skulle hjælpe ham med at have styr på statistikkerne: hvem der er galilæer, osv. osv. Mens han var optaget af sin egen storhed, opdagede han ikke det Barn, der blev født i en grotte udenfor Betlehem. Og den allermest interessante er Guds reaktion på denne folketælling: Kong Davids hovmod ”straffes” ved, at David snart bærer sin beslutnings konsekvenser. Kejser Augustus` hovmod mødes med, at Gud selv påtager sig konsekvenserne af hans hovmod. Og at Gud gennemfører den stævne, Han satte både Abraham og hans efterkommere i Betlehem.

Hvorfor?

David – på trods af sin menneskelige svaghed (den svaghed, som kunne gøre ham hovmodig) – var i stand til at lytte til Gud; i stand til at lade sig belære af Gud; i stand til at omvende sig fra sit hovmod; i stand til at stå over for Gud både som Hans og folkets tjener. Derfor var han også i stand til tage imod de konsekvenser, som Gud havde tilladt, på en frugtbar måde, og dermed til at have del i Guds eget soningsoffer. Kong David er et billede på os, hvor vi først lader sig forføre af hovmodet (forstået på forskellige måder), men efter at have lyttet til Gud er parate til at lade os forme af Gud, også igennem vor egen omvendelse.

Augustus manglede Davids beredvillighed til at lytte til Gud. Augustus modtog selv gerne en guddommelig tilbedelse fra sine undersåtter. Han var ikke parat til tage imod konsekvenserne af sit valg på en frugtbar måde… Han er et billede på os, hvor vi falder for hovmodet (under forskellige skikkelser) og har ikke tænkt os at lytte til Gud og lade os forme af Ham.

Derfor griber Gud selv ind. På en usædvanlig måde, en måde, som Gud alene er i stand til at udtænke: I sin Søn påtager Han sig selv konsekvenserne af menneskers hovmod: Han fødes som Menneske under de mest ydmyge kår, hvor afvisning, radikal fattigdom, mistroen hos mennesker er et dagligt brød i Hans tilværelse. Derfor
”ydmygede Han sig
og blev lydig indtil døden,
ja, døden på et kors.” / Fill.2,8

I sin fødsel som et lille Barn åbenbarede Han sin nåde til frelse for alle mennesker. (Tit.2,11). Han er derfor ikke kun nådens Giver, men også selve Nåden, det vil sige selve Gaven til os. Det Barn, der er født i Betlehem! For at nåden og ikke mindst (Nåden) kan modtages af os på den mest frugtbare måde, er Han også den, der ”opdrager os til at sige nej til ugudelighed og verdslige lyster og leve besindigt og retskaffent og gudfrygtigt i denne verden…” (Tit2,12).

Lad os tage imod det Lille Barn – Guds og Marias Søn, Jesus Kristus. Lad os omfavne Det med den største kærlighed og tillid til, at Han selv som et Lille Barn virkeligt er ”Underfuld Rådgiver, Vældig Gud, Evighed Fader, Freds Fyrste” (Es.9,5).

Læg en Kommentar