Om en sabel, en champagneflaske og den aronitiske velsignelse

Tidligt om morgenen nytårsaftensdag (d. 31.12.16.) blev jeg undervist i, hvordan man åbner en champagneflaske med en sabel. Nej, jeg behøvede ikke at melde mig til et eller andet kursus for at kunne beherske den til tider nyttige kundskab. Det foregik via tv-skærmen. Faktisk blev jeg ganske imponeret over, at den unge journalist, som efter at have taget imod nogle få instrukser fra en professionel, kunne gennemføre opgaven allerede ved første forsøg (åbne champagneflasken med en sabel) med succes. Sådan en indlæring ville måske kunne ophøjes til at være toppen for min velkomst til det nye år. Men det blev det ikke til. Og selvom jeg måske ville kunne få mig selv til at mestre den usædvanlige måde at få adgangen til de mousserende dråber på, så ville jeg heller ikke give dette hverv status: ”Det højeste skud ved min velkomst til nytåret”.

Flere folk fra menighederne tilbød mig muligheden for at tilbringe nytårsaften sammen med dem for at byde det nye år velkommen. Det var rigtigt sødt af dem alle sammen. Jeg værdsætter denne velvilje meget højt, men heller ikke denne velvilje (som jeg altså virkeligt værdsætter højt) ville kunne blive det største skud i forbindelse med min fejring af årsskiftet.

Natten bød på et imponerende fyrværkeriværk. Fantastiske effekter – både for øjnene og ørene – hvis man altså ikke er et forskrækket dyr i nærheden, når det sker (stakkels vore ”mindre brødre /søstre!”, som Skt. Frans lærte os at kalde dem). Selv har jeg kun bidraget desangående med at udløse et par blink fra blinklys på min bil ved at låse den op og låse den af igen. Heller ikke de imponerende fyrværkerieffekter vil være i stand til at opnå status: ”det højeste skud” ved min fejring af årsskiftet.

Hvad kunne det så være? Hvad blev det i virkeligheden? Toppen for min (og forhåbentligt også for jeres) skud på årsskiftet sammenfattes med ganske få ord, den vidunderlige aronitiske velsignelse, som vi i Den Katolske Kirke bruger alt for lidt i vor liturgi, som til gengæld er til flittig glæde for vore luthersk-evangeliske medkristne i deres gudstjenestesammenhæng. Jeg tillader mig at gengive denne velsignelse (den hører vi i Nytårsdagens Messes første læsning fra 4.Mos6,22-27):

”Herren velsigne dig og bevare dig,
Herren lade sit Ansigt lyse over dig og være dig nådig,
Herren løfte sit Ansigt mod dig og give dig fred.” /4.Mos6,24-26

Ganske få ord og så megen rigdom! Den sammenfattende velsignelse udmøntes dog igennem flere konkreter. I denne fests (Nytårsdagens; Festen for Jomfru Maria Guds Moder) liturgi får vi en vidunderlig beskrivelse af, hvad det vil sige, at Herren velsigne og bevare os, lade sit Ansigt lyse over os og være os nådig. Den påpeger os Nytårsdagens egentlige bud og tilbud til os: I begyndelsen af året bringes vi ind i en virkelighed, som viser os vor tilværelses begyndelse. Vi tilbydes faderskabet. Ikke et hvilket som helst faderskab, men Gud Faders Faderskab. Vi tilbydes moderskabet. Ikke et hvilket som helst moderskab, men Guds Moders Moderskab. Vi tilbydes søskendeskabet. Ikke et hvilket som helst søskendeskab, men Guds Søns søskendeskab (man skal dog passe på, så man ikke misbruger Jesus under denne betegnelse ved at begrænse Hans rolle kun til at være vor Broder – Han er stadigvæk langt mere: Han er vor Gud og Frelser, men alligevel stort er det, at Han også er blevet vor Broder).

Meningen med vort liv på jorden er, at vi må være Guds børn. Ikke af navn alene. Dette blev på en særlig måde en virkelighed, da Hans Enbårne Søn blev et Menneskes, ja – en Kvindes, ja – Jomfru Marias Barn. Guds Barn blev Marias Barn og derigennem gjorde os til Sin Faders børn.

At leve denne virkelighed ud er det største kald for os her på jorden. Hvad vil det sige? Først skal man være lydhør over Guds tale til os. Ligesom Jomfru Maria, Josef og hyrderne… Så handle på det, hvad man har hørt. Maria og Josef tog imod Guds Ord og Det blev Kød i Marias liv, så Han kunne fødes af Hende og gives til mennesker. Hyrderne blev betaget af det syn, de fik ved Englens budskab og de begav sig straks til Betlehem, og da den virkelighed, som Englen havde beskrevet for dem, passede med det, de så, forkyndte de selv det glædelige budskab, og endda bidrog til, at Maria i sin henrykkelse ved deres forkyndelse, gemte deres ord i sit hjerte og grundede over dem. På en måde kontemplerede Hun over Ordet, Hun gjorde det til sit bønslivs indhold.

Lad os prøve at gennemleve dette tilbud – så gammelt som det nu engang er – som ganske nyt. Med en ny begejstring. Det geniale træk fra Guds side er, at skulle vi have et forbehold, en indgroet angst for fra starten af at henvende os til den majestætiske, almægtige Gud, en Gud, der både kan og har ret til at vurdere og dømme os, at Han indbyder os til, at vi i begyndelsen af året møder Ham som det lille Barn, der er født af Kvinden – af Jomfru Maria og lade Hans jordiske livsrytme optegne vor jordiske livsrytme. Lad os følge Ham i Hans vækst igennem hele det liturgiske år (og egentligt også igennem hele kalenderåret) og vokse sammen med Ham: i visdom, indsigt, lydighed mod Faderen, troskab og kærlighed, også den selvopofrende kærlighed.

Alle ønskes et velsignet nyt år; må Herren virkelig placere sit hellige Ansigt på hver enkelt af os.

Amen.

En tanke på “Om en sabel, en champagneflaske og den aronitiske velsignelse

Læg et svar til steen galvit Annuller svar